Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Mød andre – bliv frivillig

Alle kan blive frivillige – og vi har brug for dig. Ældre Sagen er Danmarks næststørste frivilligorganisation. Vi er 20.000 frivillige over hele landet. 

Overvejer du at blive frivillig?

nullHos os bliver du en del af et lokalt og landsdækkende netværk af frivillige. Du kommer til at opleve fællesskabet sammen med mange andre frivillige i dit nærområde.

Som frivillig i Ældre Sagen har du mulighed for at gøre en aktiv indsats til glæde for de mange, som har brug for din støtte og hjælp – og så kan vi love, at du også selv får en masse glæde og oplevelser ud af at være frivillig.

Hvad kan jeg hjælpe med som frivillig?

Som udgangspunkt bestemmer du helt selv, hvilken frivillig aktivitet du vil bruge tid på, og der er masser af opgaver at vælge i mellem.

Det er forskelligt fra lokalafdeling til lokalafdeling, hvilke aktiviteter der er at vælge imellem, og hvor der mangler frivillige.  

Der er ofte også mulighed for at være med til at sætte en ny aktivitet i gang, der hvor du bor – det sker i samarbejde med den lokale afdeling af Ældre Sagen, og på den måde kan du være med til at sætte dit præg på den lokale indsats, hvis du vil. 

Som frivillig vælger du selv, hvor mange timer og kræfter du vil bruge på dit frivillige arbejde.

Nogen har lyst til at være besøgsven en gang om ugen – andre hjælper med at lave kaffe til lokale arrangementer en gang hvert halve år.

Se hvordan du kan hjælpe – klik på boksene herunder

Det får du som frivillig i Ældre Sagen

Du får tilbud om gratis kurser, som kan understøtte dig i din frivillige aktivitet. Ældre Sagen sørger for, at du er forsikret, når du løser en frivilligopgave.

Vores princip er, at ingen frivillige skal have udgifter i forbindelse med den frivillige indsats.

Frivillig indsats i Ældre Sagen er altid ulønnet, til gengæld får du en masse glæde og gode kontakter både med dem, du hjælper og de andre aktive frivillige i dit lokalområde.

Lidt tips inden du melder dig

  • Det er en god idé at kigge rundt og læse her på hjemmesiden for at få et indtryk af, hvad der foregår i Ældre Sagen.
  • Kender du en, som er frivillig, så snak med vedkommende og hør lidt om, hvad vedkommende laver.
  • Du kan også være nysgerrig og deltage i et af Ældre Sagens mange arrangementer i dit lokalområde og opleve, hvordan de mange aktive frivillige får tingene til at ske.
  • Hvis du er arbejdsledig eller på efterløn, har du pligt til at orientere din A-kasse om, at du arbejder frivilligt. Sørg for at få en skriftlig kvittering på, at A-kassen har modtaget din orientering.