Hold øje med, hvornår du skal have fornyet dit kørekort til at køre en almindelig bil, og om det kræver et tjek og en helbredsattest hos din læge.
Sådan fornyer du kørekortet
Inden dit kørekort udløber, skal du henvende dig til Borgerservice i din kommune, hvis du ønsker at få fornyet det. Du skal medbringe foto og dit kørekort.
I mange kommuner skal du bestille tid, før du møder op i Borgerservice, så husk at tjekke, om det er nødvendigt i din kommune.
Hvis dit kørekort ikke er en EU model (dvs. i kreditkortformat), skal du også medbringe dit pas.
Du kan tidligst forny kørekortet tre måneder før, det udløber.
Pris på fornyelse af kørekort
Prisen for fornyelse af kørekort til almindelig bil er 180 kr.
Se prisliste over andre køretøjer på Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk
Det er ikke lovligt at køre med et ugyldigt kørekort, og du skal være opmærksom på, at hvis der er gået mere end tre år, siden dit kørekort udløb, skal du bestå køreprøven og teoriprøven igen, før du kan få nyt kørekort.
Det er dog muligt at søge om dispensation herfor i Færdselsstyrelsen, og dermed få fornyet kørekortet uden en fornyet køreprøve (teoriprøve og praktisk prøve). Du vil blive bedt om på tro og love at skrive under på, at du har vedligeholdt dine kørefærdigheder.
Du skal selv holde øje med kørekortets udløbsdato, da det offentlige ikke har pligt til at sende dig en påmindelse om, at det er tid til at forny dit kørekort. Enkelte kommuner er dog begyndt at sende påmindelser ud til borgerne.
Datoen afgør gyldigheden af dit nye kørekort
Det er altid udstedelsesdatoen og ikke din fødselsdato eller din ansøgningsdato, som er afgørende for, hvor længe dit kørekort er gyldigt.
Er dit kørekort udstedt før den 19. januar 2013, skal kortet under alle omstændigheder fornyes senest 18. januar 2033, uanset om den påførte udløbsdato er efter denne dato.
Er den påførte udløbsdato inden 2033, er det den påførte dato, der er gældende.
Læs mere om at forny dit kørekort i håndbogen "Værd at vide"
Så længe gælder et fornyet kørekort
Alle kørekort, der udstedes eller fornyes efter 1. juli 2017, er som udgangspunkt gyldige i 15 år uanset indehaverens alder.
Disse regler gælder kun for kørekort til gruppe 1-køretøjer (almindelig bil til privat befordring, knallert, motorcykel og bil med stort påhængskøretøj). Der gælder særlige regler for erhvervskort og kørekort til bus og lastbil.
Særlige regler hvis du er syg
Du skal være opmærksom på, at i nogle tilfælde kan gyldigheden være kortere og fastsat individuelt fx på grund af helbredsmæssige oplysninger. Det kan være, hvis du har diabetes eller en anden sygdom, der påvirker din evne til at køre bil.
Hvis du har en sygdom og er i tvivl, om den påvirker din kørsel og kan komme til at påvirke gyldighedsperioden af dit kørekort, bør du kontakte din læge og forhøre dig.
Læs også: Hvornår skal du lægge kørekortet
Spørg din læge om du skal droppe kørekortet
Du skal være opmærksom på, at det altid er dit eget ansvar, om du er i stand til at køre bil på forsvarlig vis, eller om fx træthed eller sygdom gør kørsel uansvarligt.
Oplever du helbredsmæssige problemer i forhold til bilkørsel, bør du opsøge din læge, der kan anbefale en vejledende helbredsmæssig køretest eller udstede et lægeligt kørselsforbud, hvis lægen finder din tilstand uforenelig med bilkørsel.
Læs om den vejledende helbredsmæssige køretest på www.fstyr.dk
Tjek om din medicin kan være farlig, når du kører bil, på www.laegemiddelstyrelsen.dk
Nu kan du få dit kørekort ind på mobiltelefonen
Du kan have dit kørekort på mobiltelefonen med en Kørekort-app. Det digitale kørekort fungerer som gyldigt kørekort i Danmark og som ID-bevis på samme måde som dit fysiske kørekort. Det digitale kørekort er kun gyldigt i Danmark.
Kørekortet på appen afløser ikke det fysiske kørekort. Det er et frivilligt tilbud, og du skal fortsat beholde dit fysiske kørekort.
Læs mere om det digitale kørekort på Digitalstyrelsens hjemmeside www.digst.dk