Du kan søge om hjælp til personlig pleje, tøjvask, rengøring, indkøb og madservice.
De fleste foretrækker at bo i eget hjem så længe som muligt. Men hvis dit helbred bliver svækket, kan det være nødvendigt at få hjemmehjælp. Du kan søge hjemmehjælp i din kommune, hvis der er opgaver i hjemmet, du ikke længere kan klare selv.
Læs artiklen: Hjemmehjælp og træning
Hjemmehjælp dækker over tre områder:
- Personlig pleje
- Praktisk hjælp
- Madservice
Hjemmehjælp i form af personlig pleje
Hjemmehjælp kan være hjælp til den personlige pleje. Det kan fx være hjælp til at komme i bad eller at blive vasket, til at få tøj på, komme ud af sengen og til at spise. Almindelig fodpleje (ikke fodbehandling) hører også under personlig pleje.
Hjemmehjælp i form af praktisk hjælp
Du kan også få hjælp til tøjvask, indkøb og rengøring. Det hører ind under praktisk hjælp. Hovedrengøring hører også ind under praktisk hjælp.
Hjemmehjælp i form af madservice
Du kan få bragt mad hjem til dig, hvis du ikke selv kan lave mad længere fx pga. sygdom.
Betingelser for hjemmehjælp
Det er kommunen, der vurderer og beslutter, om du kan få hjemmehjælp. Som udgangspunkt kan du søge om hjemmehjælp, hvis:
• Du har et handicap.
• Du ikke længere kan klare de daglige gøremål selv.
• Du har i en periode været syg og ikke kan de samme ting, som du kunne tidligere og har brug for hjælp.
Det er kommunen, der afgør, om du kan få hjemmehjælp med det samme, eller om du først skal tilbydes et træningsforløb. Sådan et træningsforløb kaldes et hverdags-rehabiliterings-forløb. Under forløbet finder du, sammen med kommunens medarbejdere, ud af, om der er opgaver, du helt eller delvis selv kan klare.
Kommunen vurderer bagefter, om du har behov for hjemmehjælp - og i givet fald, hvor meget hjælp, du har behov for.
Læs også: Hjemmehjælp og træning
Læs mere om visitation og hverdagsrehabiliteringsforløb i håndbogen "Værd at vide"
Få rådgivning
Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivere, hvis du har brug for hjælp eller gode råd.