Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Referat fra årsmødet

Referatet er signeret af årsmødets dirigent Thomas Thomsen d. 2. april 2023

Referat fra årsmødet

 

Formand for Ældre Sagen Lokalafdeling Amager2300 Palle Skov (fremover ”Palle”) bød den 10. marts 2023 kl. 15.10 velkommen til lokalafdelingens årsmøde 2023 på Loftet i Amager Kulturhus. Velkommen til de 50 fremmødte medlemmer.

Palle præsenterede årsmødets dagsorden (Se slides):

 

Dagsorden

  1. Valg af dirigent

  1. Beretning om lokalbestyrelsens virksomhed, til godkendelse

  1. Lokalbestyrelsens regnskab, til udtalelse

  1. Orientering om lokalbestyrelsens fremtidige virke

  1. Indkomne forslag

  1. Valg af lokalbestyrelsens medlemmer for to år

  1. Valg af suppleanter for et år

  1. Eventuelt

 

og fortalte om baggrunden for at alle deltagere ved indgangen havde fået en Ældre Sagen kuglepen og hvorfor der på bordene var Ældre Sagen blokke. Begge tænkes anvendt under dagsordenens punkt 4.


Palle indstillede Thomas Thomsen (fremover ”Thomas”), som årsmødets dirigent. Der var ingen andre forslag. Thomas blev valgt med applaus.

 

Ad 2. Beretning om lokalbestyrelsens virksomhed til godkendelse

Thomas takkede for valget, konstaterede at årsmødet igen i år var lovligt indkaldt og gav ordet til Palle som forelagde beretningen

Både Palles mundtlige beretning og bestyrelsens skriftlige beretning ligger på lokalafdelingens hjemmeside.

Under beretningen overrakte Palle 10 års nålen til Kirsten Søndergaard, og både Kirsten og vores nye kasserer Vibeke Salmon fik en buket blomster og en stor tak for deres indsats.

Beretningerne gav ikke anledning til spørgsmål eller debat.

Thomas konstaterede at Beretningen var godkendt.

 

Ad 3. Lokalbestyrelsens regnskab til udtalelse.

Thomas gav ordet til Palle, som kort fortalte om årsregnskab 2022 med noter, der var udleveret til alle deltagerne. Palle præsenterede det særlige årsregnskab med budget, som ligeledes var udleveret.

Der var ingen spørgsmål til regnskabet.

 

Ad 4. Orientering om kommunalbestyrelsens fremtidige virke

Thomas gav ordet til Palle, som indledte med kort at præsentere Ældre Sagens nye vedtagne strategi 2023-2027

Ældre Sagen ønsker at skubbe udvikling til gavn for ældre og seniorer i Danmark, så der skabes konkrete forbedringer i hverdagslivet. Hovedområderne, hvor Ældre Sagen arbejder både centralt og lokalt i alle 215 lokalområder er:

  • Værdig sundhed, omsorg og pleje

  • En aktiv seniorstyrke

  • Mental sundhed.

Strategien betyder at der i perioden skal arbejdes med :

  • Lokal mobilisering, påvirkning og støtte, som skal resultere i synlig politisk indflydelse på sundhed og pleje på kommunalt og regionalt niveau. Og som skal give os flere og nye typer af frivillige.

  • Opbygning af digitale og teknologiske kompetencer som skal medvirke til at udbygge vores forståelse og ruste os til at indgå i debatten om digital etik, retssikkerhed og databeskyttelse, brugervenlighed og i sidste ende: Lighed.

Dette er den helt overordnede ramme, også for Amager2300, det/de kommende år. Men heldigvis skal vi også fortsætte med vores kendte aktiviteter inden for motion og kultur. Vi disponerer over de kendte tider i Prismen, Hal C og i Sundbyøsterhallen frem til sommeren 2024. Det betyder at alle nuværende aktiviteter fortsætter i den kommende sæson givet at holdlederne ønsker at fortsætte.
Vi forventer at vi til januar 2024 skal genansøge kommunen for lokaler for perioden august 2024 til sommer 2026.


Flytningen til vores nye lokaler i Holmbladsgade 73 åbner op for nye muligheder, aktiviteter og arrangementer. Årsmødets deltagere inviteres derfor til at deltage i en proces, hvor vi sammen tænker nyt. Vi har struktureret processen omkring 3 hovedtemaer:

 

  • Udvikling af vores IT-tilbud v/IT frivillig og undervisningsansvarlig Kirsten Søndergaard

  • Perspektiver ved vores fremtidige frivillige arbejde v/næstformand Dorte Thorbech

  • Holmbladsgade 73. Perspektiver og muligheder v/Palle

  •  

Kirsten bad konkret årsmødet om hjælp til at finde ud af hvad der er medlemmernes behov for at blive mere tryg og fortrolig med brugen computer, tablets eller smarte telefoner.

 

Dorthe lagde op til det andet emne ved på vegne af alle tre socialhumanitære aktivitetsledere i Amager2300 (Dorthe, Jette og Birgitte) at fortælle at man har konstateret, at det inden for de sidste år er blevet mere synligt, at Københavns kommune har større og større interesse i at få en mere tæt tilknytning af civilorganisationerne – derfor også til Ældre Sagen.

Bare for at nævne et eksempel blev Ældre Sagen København, sammen med andre Civilorganisationer, for nyligt inviteret til en Work Shop af Sundheds-og Omsorgsforvaltningen omkring emnet;

LAD OS SAMMEN UDVIKLE STÆRKE OG BÆREDYGTIGE FÆLLESSKABER FOR ÆLDRE I KØBENHAVN – og det lyder jo rigtig godt – men i indbydelsen til dagen fremgik det bl.a.

Vi står i en situation, hvor der kommer flere ældre i København og samtidig mangler medarbejdere!..citat slut.

Dette udsagn beskriver jo ganske tydeligt hvilken fremtid vi er på vej ind i og som forudsætter vores skærpede opmærksomhed.

Det vil vi gerne sætte til debat, sagde Dorthe.

 

Årsmødedeltagerne summede i 5-10 minutter, først om Kirstens og derefter om Dorthes oplæg. Begge emner viste sig at være så engagerende og overlappende, at der hverken var grund til eller tid til at behandle det tredje emne særskilt.
Under summemøderne blev tanker, idéer og konkrete forslag flittigt noteret på blokkene. Efter hvert tema gav Thomas interesserede mulighed for at fortælle, hvad man havde talt om, hvilket gav anledning til mange interessante dialoger.

 

Ved afslutningen af hvert af emner blev deltagernes notater afleveret til hhv. Kirsten og til Dorthe.

 

Efter årsmødet sendte Thomas denne kommentar til Palle: Tak for i går - det var en fantastisk input i fremtidens virke. Godt gået, og selv om der var færre medlemmer end normalt til jeres årsmøde, så skal jeg da love for, de var aktive på punkt 4. 👍

 

Ad 5.  Indkomne forslag

Thomas konstaterede at der var ikke indkommet forslag.

 

Ad 6. Valg af lokalbestyrelsens medlemmer for 2 år

Thomas gik videre til valg af lokalbestyrelsens medlemmer. Der skal vælges 4 medlemmer for to-år og et medlem for et år.

Forklaringen på at der skal vælges et medlem for et år er, at bestyrelsesmedlem Marga Bokelund, der blev valgt for en toåring periode sidste år, er udtrådt af bestyrelsen, og suppleant Keld Lybke derfor indtrådte i bestyrelsen frem til dette årsmøde.

 

Thomas konstaterede at Birgitte Ørsted, Dorthe Thorbech, Elsebeth Wehage og Peder Blom alle søger genvalg frem til 2025 og at Keld Lybke søger valg til 2024.

  

Thomas spurgte om der var andre kandidater. Da det ikke var tilfældet, konstaterede Thomas at Birgitte Ørsted, Dorthe Thorbech, Elsebeth Wehage og Peder Blom er valgt til 2025 og at Keld Lybke er valgt til 2024.

 

Ad 7. Valg af suppleanter for et år

Thomas fortalte at der kan vælges op til fire suppleanter for et år.

 

John Møller Jørgensen og Susanne Storgaard Sommer, der begge har været suppleanter frem til nu, fortalte, at de genopstiller som suppleanter for det kommende år.

 

Thomas spurgte om og konstaterede at der ikke var andre der ønskede at stille op som suppleanter, hvorefter John og Susanne blev erklæret valgt.

 

Ad 8. Eventuelt

Thomas gav ordet til Palle, som fortalte at Amager2300 er blevet spurgt om vi vil udpeget et medlem til den ledige 1. suppleantpost i Lokaludvalg Amager Øst.

Ved valget til de københavnske lokaludvalg ultimo februar 2022 indstillede Amager2300 en kandidat til både Lokaludvalg Amager Øst og Amager Vest. Vores kandidat til Amager Vest Arne Bjørn Nielsen opnåede valg. Vores kandidat John Møller Jørgensen til Amager Øst fik så mange stemmer, at det rakte til en post som første suppleant.

En af de valgte kandidater i Amager Øst – opstillet af Røde Kors – har meddelt, at han er stoppet som medlem. Det var derfor Johns og vores forventning, at John, som valgt 1. suppleant ville blive tilbudt at indtræde i lokaludvalget.

Men det skete ikke. Valget til lokaludvalg i februar 2022 skete på nye vedtægter som betyder, at den forening, der har indstillet og fået valgt en kandidat, i første omgang tilbydes at stille med et andet medlem, hvis det valgte medlem får forfald.

Konkret betyder det, at Røde kors er blevet spurgt om de vil udpege et nyt medlem for det medlem der har fået forfald.

John har på denne baggrund meddelt, at han agter at trække sig fra lokaludvalget, og Amager2300 er derfor blevet spurgt om vi vil udpege et medlem der kan indtræde i 1. suppleantposten i stedet for John.

 

Formanden for Lokaludvalg Amager Øst Susanne Møller deltog i årsmødet. Susanne gav en uddybende forklaring, og fortalte at alle, både valgte medlemmer og suppleanter deltager i lokaludvalgets arbejde.

 

Da der ikke var andre der ønskede ordet under dette punkt, konstaterede Thomas, at klokken var 17.10 og han erklærede årsmødet for afsluttet

 

Palle afsluttede med en tak til alle for engagementet og den aktive deltagelse under pkt. 4 og med en særlig tak til Thomas, der igen i år har ledt os gennem årsmødet på forbilledlig vis. Thomas fik to flasker rødvin som tak.

 

{Det har efter årsmødet vist sig, at Røde Kors ikke vil indstille et medlem til Amager Øst. John Møller Jørgensen har på forespørgsel sagt ja til at indtræde i lokaludvalget}.

 

Signeret 02-04-2023 Thomas Thomsen, dirigent

Sidst opdateret 06.04.2023