Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Mundtlig årsberetning

Årsberetning 2023

Mundtlig BERETNING

Beretning om Amager2300s virke 2022/23

 

Bestyrelsen:

 

{Birgitte Ørsted, Dan Jønsson, Dorthe Thorbech, Elsebeth Wehage, Jette Susanne Andersen, Keld Lybke, Marianne Helms, Palle Skov og Peder Blom – John Møller Jørgensen og Susanne Storgaard – og vores kasserer uden for bestyrelsen Vibeke Salmon 

 

I 2022 udtrådte Marga Bokelund. Keld Lybke trådte ind i bestyrelsen.}

 

har siden sidste årsmøde år afholdt 7 bestyrelsesmøder og et todages seminar - på kursus- og konferencecenteret Klinten i Rødvig på Stevns.

 

2022 blev heldigvis ikke så turbulent som de to foregående år. Vi lykkedes med at indfri vores egne forventninger på det socialhumanitære område (Besøgstjenesten, Tryghedsopkald og Generationsmødet). Interessen for at engagere sig som frivillig i Besøgstjenesten og i Tryghedsopkald er dog stadig mindre end før Corona.

 

Sårbarhed

Som alle andre lokalafdelinger fik vi også vores andel af opgaven med at udmønte regeringens sårbarhedspakke efter Corona. Vi arrangerede 5 forskellige udflugter, der samlet gav 244 deltagere gode oplevelser. Til disse udflugter benyttede vi ikke Ældre Sagens normale tilmeldingssystem. Vi havde bl.a. sendt invitationer til Peder Lykke Centeret, Kofoeds Skole, Sløjfen, Drop-In. Og vi oplevede at billetterne blev revet væk. Udflugterne gik til: Den Blå Planet/Kystens Perle, Willumsens Museum/Gerlev Kro; Dyrehavsbakken/Cirkusrevyen og 2 x Fyrskib XI til Tapas eller til et møde med skuespiller, samtidsatirøse, forfatter Anne Marie Helger.

Forudsætningen for at kunne deltage i et sårbarhedsarrangement var, at deltagerne definerede sig selv som tilhørende målgruppen. Fra lokalafdelingens side tog vi deltagernes beslutning ad notam.

Vores turledere havde store oplevelser undervejs, og samlet set kan det konkluderes, at disse fem udflugter har skærpet bestyrelsens blik for betydningen af at arrangere oplevelser for en målgruppe, hvor kravet om medlemskab af Ældre Sagen var fraværende. Vi er parate til at træde til, hvis vi bliver spurgt en anden gang.

Aktivitets- og arrangementsudvalget

Det var dette udvalg, som arrangerede de fem sårbarhedsudflugter. Det var en særlig opgave. Udvalgets primære opgave er skabe gode oplevelser for medlemmer og frivillige. Der arrangeres foredrag, tilbydes underholdning og ture, rejser og udflugter. Aktivitetsniveauet i 2022 var, i forhold til tidligere år, exceptionelt højt. Det blev, ud over de 5 sårbarhedsarrangementer, til i alt 14 arrangementer med over 600 deltagere. Se listen på denne hjemmeside.

 

Motion og Sundhed

Samlet set har skønsmæssigt 300 medlemmer og ikke-medlemmer deltaget i motions- og sundhedsaktiviteter i 2022. Der er ikke medlemskrav og deltagerregistrering på fodboldholdene, på Petaqnque og på stavgang på Amager Fælled.

Vores to Træn-dig-glad stolegymnastikhold kørte og kører for fuld kraft. Både Else Christensens og Palle Kummerfeldts hold er fuldtegnede; der er 35 på venteliste.

Linedance startede sæsonen op med to holdledere: Annie Christensen og Marianne Horn. Marianne afbrød samarbejdet og har nu etableret sig som selvstændig danseinstruktør. Mariannes ophør skabte nogen uro, og i en periode usikkerhed for om vi kunne fortsætte. Rutinerede dansere: Marianne Lytoft, Inger Ehlers og Karin Rokvist trådte til og kørte holdet videre til det lykkedes at engagere en ny instruktør Mie Møller Olesen, som vi ser frem til at samarbejde med i de kommende år.

 

 

Lokal indflydelse

Vi har i 2022 fastholdt den gode dialog og det gode samarbejde med København Kommunes lokale aktiviteter på Amager. Vi bidrager med alt vi kan i kampen mod ensomhed. Desværre lykkedes det ikke at få et fælles spis-sammen arrangement op at stå i uge 45. Men det lykkedes i uge 17. Sammen med Hjemmeplejen på Amager er vi i fuld gang med planlægningen af arrangementerne i år i ugerne 17 og 45 i år.

 

På vores 2 dages seminar bekræftede vi hinanden i, at Amager2300 ikke engagerer sig i opgaver og roller der i dag udføres af professionelle medarbejdere; men vi er både lyttende, nysgerrige og engagerede i forhold til udviklingen i den overordnede velfærdssamtale i samfundet. Mere om det senere.

 

På seminaret opdaterede vi vores Grundfortælling, som sammen med Ældre Sagens overordnede strategi-og handleplan sætter rammen for lokalafdelingens arbejde.

 

IT og teknologi

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup udgav i 2022 bogen Senior Cool. Bogen er, som Bjarne Hastrup skriver, skrevet på baggrund af 40 års arbejde med ældre og seniorer. Fra bogens kapitel om ‘Livet med den nye teknologi’ citerer jeg et enkelt afsnit, som taler direkte ind i vores arbejde med at hjælpe og bistå medlemmerne og andre med de udfordringer som mødet med og brugen af teknologien medfører. Bjarne Hastrup skriver:

Vi skal finde vores rolle i den teknologiske fremtid. Vi skal udnytte mulighederne for bedre pleje og omsorg, frigøre personaleressourcer fra tunge løft og ensformige jobs og sikre menneskeligt samvær samt en tilværelse, der giver mening i en stort set ustyrlig teknologisk udvikling. Det kræver, at de mange af os, der kan følge med, forstår, støtter og hjælper andre. Aldrig har der været mere brug for digitale pårørende og digitale frivillige end nu. Og aldrig har der været mere brug for digital uddannelse og digital dannelse til det danske folk. Vi står over for at kunne skabe enten en meget bedre digital tilværelse eller en digital tilværelse, der bliver uudholdelig for mennesker.”
(Bjarne Hastrup: Senior Cool, Gyldendal 2022, pag. 193)

 

Der har i 2022 været fuld gang i vores to IT-Café tilbud. Samlet set har vores IT-frivillige hjulpet skønsmæssigt mellem 3 og 4 hundrede i løbet af året.

IT-Temaet om overgangen fra NemID til MitID fortsatte i 2022 frem til maj måned. I efteråret blev tilbudt temamøder om Sikkerhed generelt, Alment om Apps, Om sundhedsapps og om SMS og MMS.

Disse tilbud fortsætter i 2023 og meget gerne i udvidet form. Mere herom senere under pkt. 4.

 

Kontoret

Året begyndte med en annoncering om indskrænkning af kontorets åbning til tre ugentlige dage; men i løbet af meget kort tid lykkedes det at engagere en ny kontorfrivillig Vibeke Lemche Schouw, som efterfølgende i efteråret har trådt ind som leder af korpset, da Marga Bokelund ønskede at blive fritaget for posten. Vi er fortsat 4 faste frivillige og 2 vikarer. 

 

I juni bemærkede Keld Lybke, at der var nogle tomme lokaler til leje i Holmbladsgade 73. Måneden efter indgik vi erhvervslejekontrakt med A/B Solgården med leje fra 1. august. Månedlig husleje kr. 12.000, som pristalsreguleres fra medio 2023. Vi opsagde samtidig lejemålet i Holmbladsgade 62. Der var seks måneders opsigelse. H73 er på 90 m2; H62 var på 54m2. Huslejen i H62 var kr. 7.500. Altså næsten samme udgift pr. m2.

Det var godt vi kunne disponere over begge lokaler i seks måneder. De første fire måneder blev brugt til en lang række af tilretninger og forbedringer. Det var Keld Lybke, Dan Jønsson og John Møller Jørgensen der trak det helt store læs, og uden jeres indsats var vi ikke kommet i mål. Tak 😊


Vi flyttede fra H62 til H73 den 1. december, hvor kontoret var ferielukket. Flere detaljer blev rettet til, og endelig, for en uge siden, kunne vi holde åbningsreception. Vi er meget, meget glade for vores nye lokaler; Mere om det senere.

 

ANCIENNITET

Kirsten Søndergaard 10 år den 27. august 2012

John Christensen 10 år den 8. februar 2013

 

TAK

Ved årsskiftet 22/23 bor knap 11.000 medlemmer af Ældre Sagen i Amager2300s område. 123 engagerede frivillige er klar til at løse vores opgaver, og vi vil gerne være mange flere. vegne af den samlede bestyrelse siger jeg tusind tak for jeres indsats.

Igen i år slutter jeg med at rette en personlig tak til hele bestyrelsen, nuværende og afgåede medlemmer, for et godt konstruktivt, og udviklende samarbejde i 2022. Til sidst en tak til vores kasserer Vibeke Salmon. Din indsats er uvurderlig for os alle.

 


Sidst opdateret 06.04.2023