Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Årsmøde den 14 september 2021 i Aulum

Årsmøde i Aulum Fritidscenter 14.09.2021

Formanden Aage Mikkelsen bød velkommen til de ca. 245 deltagere til årsmødet og glædede sig over, at det nu igen var muligt at samles uden corona-restriktioner efter 1½ år med hel eller delvis nedlukning.
Desuden bød han velkommen til Tina Lynderup og Lene Jensen, som stod for det musikalske indslag.

Beretning
I beretningen orienterede formanden bl.a. om Ældre Sagen på landsplan, hvor man nu har ca. 905.000 medlemmer og omkring 20.000 frivillige, som yder en stor indsats inden for mange forskellige områder. Nogle af de ting, der især er fokus på i øjeblikket er at modvirke de negative konsekvenser af corona-pandemien, mere sammenhæng i sundhedsvæsenet, styrket pleje og omsorg for svækkede ældre, samt øget indsats mod ensomhed.

I Herning kommune har Ældre Sagen mere end 14.000 medlemmer og er opdelt i 3 lokalafdelinger.

Her glædede formanden sig bl.a. over, at kommunens fortsat gør en stor indsats indenfor demensområdet, samt at der endelig er vedtaget en udbygningsplan for plejeboliger, som tager hensyn til det voksende antal ældre og ældre med særlige behov. Desuden glædede han sig over, at der er igangsat byggeri af 12 nye plejeboliger ved Kildehøj og ombygning af 7 boliger på Kastaniegården til skærmede boliger. Han føler, at både hjemmeplejen og plejeboliger er meget presset og håber at der findes flere ressourcer hertil ved kommende budgetlægninger - det er der stort behov for.

I lokalafdelingen Aulum-Vildbjerg har Ældre Sagen nu 2.750 medlemmer, hvilket er næsten 50 mere end ved sidste årsmøde og meget tilfredsstillende efter 1½ år med corona-restriktioner.

I afdelingen er der stadig næsten 50 frivillige, som yder en stor indsats for de ældre i lokalområdet.

I lokalafdelingen holdes normal en lang række møder og arrangementer, men det meste har været lukket ned i de sidste 1½ år. Først omkring sommerferien i år kunne vi så småt begynde at åbne op igen, og der er nu fuldt program resten af året, endda med ekstra arrangement i oktober.

Desuden har afdelingen søgt og fået bevilget tilskud til flere aktiviteter, således har der foreløbig været afviklet 2 gratis busture og der er flere gratis arrangementer resten af året. Herudover har vi netop fået del i en stor statslig pulje til bl.a. oplevelser for sårbare ældre. Planlægning heraf er i fuld gang og vil blive annonceret i avisen og vist på hjemmesiden.

Regnskab
Kassereren Elna Holbøll gennemgik regnskabet for 2020, som viste et overskud på ca. 27.000 og sluttede med en kassebeholdning på ca. 134.000. Overskuddet skyldes især, at de fleste arrangementer har været aflyst på grund af Coronarestriktioner mv.

Valg
Ved valget til bestyrelsen genopstillede Aage Mikkelsen ikke, og følgende blev valgt:
Karen Margrethe Jensen, Birgit Svendsen, Birgit K. Jakobsen, Inger Thomsen og Elna Holbøll.
I bestyrelsen er desuden Henning Hedegaard, Finn Rud Nielsen, Per Lundorf Jensen og Hanna Lyngaa.

Ved afslutning af generalforsamlingen takkede Aage Mikkelsen, som efter 7½ år i bestyrelsen har valgt at stoppe, alle medlemmer for den store opbakning til Ældre Sagen der er lokalt, og både nuværende og tidligere bestyrelser for et godt samarbejde i alle årene.

Herefter rettede næstformanden Inger Thomsen en tak til Aage for hans indsats i bestyrelsen.

Efter et par stykker smørrebrød og kaffe, blev der udtrukket 3 flasker vin på indgangsbilletterne, og derefter var der en halv times musikalsk indslag med skøn solosang og fællessang ved Tina Lynderup og pianisten Lene Jensen.

Formanden sluttede aftenen med en tak for den store opbakning til årsmødet og Ældre Sagens forskellige arrangementer, samt orienterede om et par kommende arrangementer, inden aftenen sluttede med sangen Nu går solen sin vej.

Formandens beretning 
Godkendt regnskab for 2020
Orientering om lokalbestyrelsens fremtidige virke

 

Sidst opdateret 13.11.2023