Besøgstjeneste
Ældre Sagen i Grenaa har brug for flere frivillige besøgsvenner, som gerne vil glæde mennesker, der savner selskab – og som selv synes, det kunne være hyggeligt at lære et andet menneske at kende.
En kop kaffe og en snak, en gåtur eller et spil kort. Mere skal der ikke til for at sprede glæde i et andet menneskes liv.
Kun hygge, ikke pleje
Som besøgsven aftaler du og den, du besøger, selv, hvor ofte I skal mødes, og hvad I vil lave sammen. I kan fx få en snak over kaffen, læse avisen, spille kort, eller hvad I nu har lyst til. I kan evt. også gå en lille tur, tage på cafébesøg eller deltage i fællesspisning.
I dag har vi 28 besøgsvenner. Men vi har brug for flere, så flere kan få glæde af et besøg.
”At få besøg kan gøre en stor forskel for et menneske, der savner selvskab. Som besøgsven er man med til at skabe et lyspunkt i hverdagen. Man skal ikke kunne noget særligt – det vigtigste er at have lyst til at lære et andet menneske at kende”, siger Birgit Lindgaard, der er aktivitetsleder for besøgstjenesten i Grenaa
Det er vigtigt at understrege, at besøgsvenner ikke skal udføre personlig pleje eller rengøring, men kun være der for at hygge.
Et frirum i hverdagen
Nogle vægrer sig ved at blive besøgsven, fordi de er bekymrede for, om de har tid og ikke vil binde sig til noget fast. Men som besøgsven er man selv med til at bestemme, hvor ofte og hvor længe man skal mødes.
”Vi hører faktisk ofte fra vores besøgsvenner, at besøgsvenskabet er et dejligt frirum i hverdagen og meget livsbekræftende, og at de får mindst lige så meget ud af samværet, som de giver” siger besøgstjenestens aktivitetsleder Birgit Lindgaard.
Som frivillig besøgsven i Ældre Sagen vil du få grundig vejledning i det frivillige arbejde, og du bliver tilknyttet en lokal aktivitetsleder, som du altid kan henvende dig med spørgsmål, tanker og oplevelser. Det er ikke nogen betingelse at være medlem af Ældre Sagen for at være frivillig.
Hvis du vil høre mere om at være besøgsven, kan du kontakte Birgit Lindgaard, 42 38 38 79, blindgaard45@gmail.com. Du kan også læse mere på aeldresagen.dk/blivbesøgsven
Sidst opdateret 05.05.2024