Ingen Ældre Sagen uden frivillige - Pressemeddelelse
Pressemeddelelse
Uden frivillige – ingen Ældre Sagen
Lokalafdelingens godt 60 ud af ca. 200 frivillige havde takket ja til en uformel sammenkomst torsdag den 17. juni på Café Langsiden. Bestyrelsen ønskede at markere genåbningen af de mange aktiviteter og tilbud, som de frivillige er en forudsætning for kan gennemføres.
Formanden, Anne Grethe Krogager benyttede sammenkomsten til at takke for tålmodighed og korpsånd udvist under den ufrivillige nedlukning. Formanden sammenfattede, at uden det frivillige engagement ville tilbuddene om samvær og berigende oplevelser for kommunens ældre borgere ikke kunne lade sig gøre.
Der er stor efterspørgsel på nye, friske kræfter inden for mange aktiviteter, hvor Ældre Sagen tilbyder en struktureret ramme for udfoldelse, opbakning, engagement og netværk.
Efterårssæsonen indledes onsdag, den 1. september 2021 med Årsmøde i Portalen, hvor der skal vælges 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. To medlemmer og en suppleant genopstiller ikke – herunder formanden.
Bestyrelsen hører gerne fra kandidater, som ser muligheder også for sig selv.
Læs mere på www.aeldresagen.dk/greve eller følg os på Facebook.
Sidst opdateret 08.08.2022