Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Ny online bookingløsning i Gundsø

Fra 1. aug. 2024 skal du tilmelde dig på en ny måde, når du online tilmelder dig til en aktivitet hos os. Læs mere...

Ny Online bookingløsning hos Ældre Sagen
Ældre Sagen indfører i den kommende tid et nyt online bookingsystem til brug for medlemmernes tilmelding til såvel engangsarrangementer som faste aktiviteter. Ældre Sagen Gundsø er sammen med otte andre lokalafdelinger som de første med til at implementere den nye bookingløsning – derfor denne information.

VIGTIG INFORMATION OM ONLINE TILMELDING!
Har du en forventning om, at du i det kommende år vil deltage i et eller flere af Ældre Sagen Gundsøs arrangementer, er det vigtigt, at du læser vejledningen om online tilmelding nedenfor – og at du efter 1. august opretter dig som bruger af det nye bookingsystem – og dette inden du står og skal til at tilmelde dig til et arrangement og måske løber ind i udfordringer.

Du vil som hidtil finde alle udbudte arrangementer som koncerter, foredrag, oplevelsesture m.v. samt alle vores ofte ugentlige faste aktiviteter på vores hjemmeside via dette faneblad Alle udbudte aktiviteter og arrangementer i Ældre Sagen Gundsø

Når du fra 1. august klikker ind på en udbudt aktivitet og er der mulighed for online tilmelding, kan du foretage din tilmelding ved at følge denne vejledning:

Vejledning for tilmelding online til et udbudt arrangement, hvor der er åbnet for tilmelding
Når du klikker på knappen 'Gå til tilmelding', vil du fra 1. august 2024 komme til en hjemmeside, hvor du skal oprette dig som bruger første gang, du vil tilmelde dig til et arrangement. Du kan også benytte et vilkårligt arrangement, der er åbent for tilmelding, til at oprette din brugerkonto.

Her skal du i feltet ’E-mail eller Medlemsnummer’ som udgangspunkt indtaste din e-mailadresse og klikke på ’Opret nyt kodeord´. Du vil nu blive bedt om at indtaste et kodeord. Vælg en sikker kode, som du kan huske, eller skriv den ned.

Hvis du oplever problemer med at oprette dig som bruger med din e-mailadresse, så læs noten nedenfor*

Vigtigt om familiemedlemsskab
Har I familiemedlemsskab, skal I oprette jer som brugere hver for sig og tilmelde jer arrangementer og aktiviteter hver især. Når man har tilmeldt sig selv til et arrangement, kan man nemt tilmelde den anden person i husstanden (eller andre som gerne vil deltage) ved at fremsøge vedkommende ved brug af medlemsnummer og fødselsdato.

Bemærk at dette er nyt; man tilmelder sig enkeltvist til arrangementer på nuværende tidspunkt. Det forventes at blive ændret senere på året, så man vil kunne tilmelde den anden person i familiemedlemsskabet på samme tid som man tilmelder sig selv. 

Du kommer nu ind på det arrangement, du har klikket på, og kan gennemføre din tilmelding. Du vil efterfølgende modtage en kvittering for din tilmelding pr. e-mail.

Næste gang du logger ind for tilmelding til et arrangement, skal du blot indtaste din e-mailadresse eller evt. medlemsnummer samt dit kodeord, og du kommer frem til din brugerkonto for tilmeldinger.

Når du er logget ind, kan du også tilmelde dig andre arrangementer og få overblik over hvilke arrangementer og aktiviteter, du er tilmeldt. Du kan ligeledes til enhver tid udskrive kopi af tilmeldinger til kommende aktiviteter. Du kan også gemme din brugerkonto som bogmærke i din browser og på den måde efterfølgende tilgå din konto.

Ved tilmelding med betaling kan du benytte MobilePay eller et af følgende betalingskort: VISA/Dankort, VISA, Dankort, MasterCard, Maestro. Vælg den ønskede betalingsmetode og følg vejledningen.

*) Note om brugeroprettelse – hvis problemer med brugeroprettelse med e-mail adresse.
Hvis du oplever problemer med at oprette din bruger med din e-mail adresse, kan det skyldes flere ting. Enten har vi ikke registreret din korrekte e-mail på dit medlemskab, eller også anvender du den samme e-mail som den anden person i dit familiemedlemsskab.

Opret din bruger med dit medlemsnummer
Du kan da i stedet oprette din bruger med dit medlemsnummer. Indtast dit medlemsnummer i feltet ’E-mail eller medlemsnummer’, og klik på 'Opret nyt kodeord'. Du indtaster det ønskede kodeord. Fremadrettet kan du logge ind ved indtastning af medlemsnummer og det valgte kodeord.

Særligt om medlemsnumre ved familiemedlemsskab
For at kunne tilgodese at man kan oprette sin brugerprofil med medlemsnummer, har vi lavet en tilføjelse til medlemsnummeret for at kunne skelne imellem medlemmerne i husstanden. Medlem 1 er den person, som står øverst på medlemskortet – medlemsnummer på den person er det sædvanlige medlemsnummer fx 11679901. Medlem 2 er den person, som står nederst på medlemskortet – her er medlemsnummeret tilføjet et 2-tal, i eksemplet 116799012

Kontakt Medlemsservice for at få tilføjet korrekt e-mail til dit medlemskab - og evt. manglende mobilnummer
Bemærk dog, at vi ikke har mulighed for at sende e-mail kvitteringer før du har registeret en korrekt e-mail på dit medlemskab. Dette gør du ved at kontakte Ældre Sagens Medlemsservice på tlf. 33 96 86 89 eller via kontaktformularen Ret dine registrerede medlemsoplysninger hos Ældre Sagen

Det er vigtigt efter din tilmelding til en aktivitet eller et arrangement, at vi kan komme i kontakt med dig – fx hvis vi bliver nødsaget til at aflyse. Har vi ikke din e-mailadresse eller dit mobilnummer, se de registrerede data under din profil, beder vi dig kontakte Ældre Sagens Medlemsservice pr telefon eller kontaktformular for vores oprettelse af det manglende. 

Tilmelding via Kontoret - eller har du brug for hjælp ved billetkøb
Tilmelding til et udbudt arrangement kan i øvrigt altid ske fra annonceret tilmeldingstidspunkt ved henvendelse til Kontoret i Værestedet, Kirkebjergvej 8, 4040 Jyllinge i kontorets åbningstid, dvs. en onsdag kl. 10-13.30. Telefon i åbningstiden 4673 1920. Du kan også få hjælp med at betjene bookingsystemet ved at kontakte Kontoret.

Siden er opdateret af Carit Pedersen

Sidst opdateret 19.06.2024