15. november 2021: Julens Sange
På en mørk og vejrmæssigt lidt halvkedelig eftermiddag i november var 68 personer kommet til stede i Sognegården, for at få en lille forsmag på den kommende jul. For igen var Flemming Både kommet til Hørning for at spille og synge for os og sammen med alle de fremmødte. Akkompagneret af Flemming Bådes smukke spil på flyglet eller på harmonika.
Denne gang var det med et sanghefte med en skøn blanding af kendte og elskede julesange og enkelte -salmer samt nogle vi godt kendte, men hvor det ikke gjorde spor, at sangen og melodien blev genopfrisket. De fleste af sangene blev fulgt op med en beretning om deres tilblivelse f.s.v. angår tekst og/eller melodi. I andre tilfælde blev sangene kædet sammen via en munter fortælling om julen og alle dens traditioner, herunder juletræer, lys og selvfølgelig nisser.
Jo, der blev julet igennem. Selv den traditionelle kringle til kaffen var suppleret med julesmåkager. Der manglede stort set kun lidt pyntegran og lys på bordene. Efter 2 timers hyggeligt samvær brød alle op, efter at vi havde ønsket hinanden en lidt tidlig ”GLÆDELIG JUL”.
Da vi kom ud af Sognegården, måtte vi konstatere, at vejret ikke havde bedret sig, men det er indtrykket, at humøret hos deltagerne i sammenkomsten havde løftet sig pænt.Sidst opdateret 18.11.2021