Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

17. august 2021: 2 dages tur til Gråsten Slot og Slesvig

50 oplagte seniorer mødte op ved Sognegården kl. 8.00 og afventede bussen fra Sørens Rejser, som skulle fragte os rundt på turen. Bussens chauffør – Aksel – var en særdeles oplagt og vidende guide at have med på turen.

Første stop på turen var ved Hylkedal, hvor vi fik en kop kaffe med tilhørende rundstykke med pålæg inden turen fortsatte mod Gråsten Slot. Ved ankomsten hertil blev vi budt velkommen af 3 oplagte guider til at ledsage os rundt i parken de næste to timer. Absolut en god oplevelse at opleve den smukke park og en masse informationer om både slottet og omegnen. Rundvisningen omfattede tillige den meget omtalte ”køkkenhave” som blev indviet for et par år siden. Desværre kunne vi ikke komme ind i kirken, der var lukket pga. af bisættelse.

Efter afslutning af rundvisningen blev vi fragtet til Den gamle Kro, hvor frokosten bestod af veltilberedt smørrebrød. Kaffen blev senere serveret ved bussen.

Herfra gik turen videre gennem Flensburg og af mindre veje mod Bordesholm. Lidt uden for Eckernførde fandt vores stedkendte chauffør et lille færgested, hvor vi i løbet af en minuts tid blev fragtet over på den anden side af Kielerkanalen – sjov oplevelse.

Velankommet til Hotel Carstens i Bordesholm blev vi indkvarteret såvel i hovedhuset som i annekset kort derfra – absolut fine værelser. Vi mødtes i festsalen kl. 19.00 og fik serveret en dejlig 3-retters menu med vin ad libitum – hvilket meget hurtigt løftede stemningen til festniveau, selvom det programsatte musik og dans var strøget af programmet grundet tyskernes coronapolitik.

Efter morgenmaden blev bussen igen pakket og gjort rejseklar, og turen fortsatte nu mod Slesvig igennem meget varieret landskab. Ved ankomst blev vi delt op i 2 grupper – og den første gruppe skulle på sejltur på Slien – og den anden gruppe havde mulighed for lidt byvandring og ikke mindst at bese den smukke domkirke, der er under renovering.

Kirken åbnede først kl. 11.00 – så det var kun den ene gruppe, der fik mulighed for at se den indvendig, men besigtigelsen af Domkirken var en stor oplevelse, selvom der er en større renovering i gang.

Sejlturen var en blandet oplevelse. Grundet lavvande lå båden langt nede og nedstigningen var meget besværlig, hvilket medførte at flere ikke turde stige ned. Bådens standard var nærmest usselt – den båndede forklaring kunne ikke høres pga. motorlarm, og så var den selvfølgelig på tysk!!

Frokosten blev serveret på Restaurant Wiking Turm på 26. etage – fantastisk udsigt skønt solen manglede. Turen forsatte ud mod Flensburg og til grænsebutikkerne, hvor mange forsynede sig med rigelige mængder af det, de ikke kunne undvære. Derefter fortsatte vi  til Holbøl Landbohjem, hvor der blev serveret stegt flæsk med persillesovs ad libitum – så nu var der vist ikke nogen, der kunne spise mere den dag.

Resten af turen hjem foregik i næsten stilhed, da flere nu var trætte og den silende regn var med til at dæmpe stemmerne. Vel hjemme ca. kl. 20.00 gik en større udpakning af varer i gang, inden vi skiltes efter et par hyggelige og oplevelsesrige dage med god stemning og højt humør. – En rigtig god tur…..

Sidst opdateret 23.08.2021