Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

21. februar 2022: Giro 413

Giro 413 og Dansktoppen v/Jan Kjeldsen

Så blev der igen åbnet op for at kunne gennemføre planlagte programpunkter i Hørning Sognegård uden restriktioner i forhold til Covid-19. Det var der 84 forventningsfulde gæster, der havde set frem til. De var i hvert fald mødt op med forventning om at kunne mødes med gode venner og bekendte og samtidig blive underholdt med hyggelig sang og musik af Jan Kjeldsen.

Men Covid-19 havde ikke helt sluppet sit tag i samfundet, hvorfor den første besked til de fremmødte var, at Jan Kjeldsen var blevet testet positiv med corona, men at han havde skaffet en fuldgod afløser i form af Peer Serwin fra Grenå, der i øvrigt havde været hans læremester som spillemand oprindeligt.

Før den obligatoriske kaffepause underholdt Peer Serwin med hyggelig musik på Sognegårdens fortræffelige flygel. Det skete i et leje, der gav mulighed for en dæmpet snak rundt omkring ved bordene. Men decideret festligt og engagerende var det vist ikke. Det blev bedre efter kaffepausen, hvor Peer Serwin tog sin guitar frem og spillede og sang melodier, som også kunne give publikum anledning til at synge med.

Vi håber, at det store fremmøde kan blive gentaget. Ældre Sagen Hørning har da gjort sit til, at det kan lade sig gøre, idet alle der ønsker det, mod forevisning af indgangsbilletten fra dette arrangement, kan få adgang til arrangementet den 21. marts 2022 med humørfyldt foredrag af Ejvind Nielsen mod betaling af kun 25,00 kroner.

Sidst opdateret 27.02.2022