Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

09. november 2022 - Vandretur Slåensø og Silkeborg Sønderskov

Udgangspunkt for den ca. 9 km. vandretur var P9 i den vestlige ende af  Silkeborg Sønderskov.

Vi startede med at pakke regnslag m.m. ud af rygsækken. Det skulle vise sig at være næsten unødvendigt.

Frem mod Udsigten gik turen gennem et smukt kuperet og mosbegroet landskab med fyrre- og granskov. Fra Udsigten og efter det lange blik over skoven mod Julsø og Svejbæk fortsatte turen frem til Ulvenæs, hvor Søhøjlandet viser sig fra sin allersmukkeste side.

Madpakkerne blev nydt ved Millingbæk efter vandring langs Slåensøens bred.

Slåensø har en usædvenlig smuk beliggenhed. Den er omgivet af høje bakker, og flere steder i søen er der en dybde på 12 meter. Søens vand er meget klart, da den udelukkende får sit vand fra kilder.

Godt tilpas efter forkælelse med småkager og krydddersnaps gik det opad mod Kongestolen, hvorfra der er et herligt udsyn over søen. 

Videre gik det mod højen vest for Åsen. Stedet er opkaldt efter H. C. Andersens og skulle have været hans yndlingslokalitet på egnen.

Vi forsatte turen over Åsen og tilbage til udgangspunktet – P9.

En dejlig smuk og efter årstiden varm efterårstur med 46 deltagere, som glædede sig over, at regnen holdt sig på afstand, og solen af og til tittede igennem.

Sidst opdateret 11.11.2022