Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

14. november 2022 - Underholdning med Bo Young

Med udsigt til en rigtig god oplevelse med musikalsk underholdning af høj klasse var der mødt 87 personer op i Sognegården for at være i selskab med Bo Young i et par timer.

At forventningerne kunne sættes højt, skyldes det faktum, at Bo Young er søn af Jodle-Birge, der igennem sine mange år som sanger og sangskriver har givet os mange melodier og sange, som alle kender i større eller mindre omfang. Og Bo Young sang da også rigtig mange af de mest kendte, som Tre Hvide Duer, 1000 Røde Roser og Rigtige Venner, som da også gav anledning til nærmest fællessang. Men også flere ukendte og ofte følsomme sange, skrevet af Jodle-Birge, fik vi at høre. Indimellem blev der også plads til fine sange, der tidligere er kendt via Gustav Winkler, Elvis Presley og sågar Trine Dyrholm. Jo, vi kom vidt omkring.

Flere af sangene blev præsenteret med små anekdoter om sangens tilblivelse, og i det hele taget om Bo’s liv og opvækst sammen med Jodle-Birge, om hvem vi også fik en masse supplerende og måske ukendte oplysninger, bl.a. at han i alt har skrevet 811 sange og produceret 99 udgivelser i form af kassettebånd, plader og CD’ere. En ganske imponerende bedrift.

Det er indtrykket, at alle gik hjem fra Sognegården den dag, en god oplevelse rigere.

 

/sks

Sidst opdateret 16.11.2022