Mandag den 4. sept.

Alle biler med 45 deltagere var rettidig kl. 10 fremme ved Tved Kirke, hvor vores guide ventede med kaffe og en lille morgenbitter.

Det var aftalt, at vi ville have guide på den første dag for at få en god fortælling om og et godt indblik i naturen i Nationalpark Thy, her naturen omkring Tved Plantage og Hanstholm Reservatet.

Guidningen startede dog i Tved Kirke, en lille smuk kirke i et område , som tidligere var hjemsøgt af sandflugt.

Skib og kor er fra romansk tid – før 1200-tallet, tårnet er sengotisk og våbenhuset fra 1929.

Klokken fra 1498 menes at være støbt i Flensborg. Ifølge en gammel fortællng skulle en klokke, der var bestilt i Norge, være sunket undervejs til Tved.

I kirken findes et fint kalkmaleri med ”syndefaldet”. Det viser Edens Have i Tved.

Adam og Eva står i et klitlandskab, og Adam har netop plukket et æble fra det eneste træ i miles omkreds. En fin start på vores vandreferie.

Vi fortsatte mod vest i strålende solskin og total blå himmel - gennem Tved Plantage ad skiftevis etablerede skovveje og trampestier til Nors Sø med bl. a. adgang til toilet.

Turen fortsatte over Isbjerg. Det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat 56 m. o.h. med milevid udsigt over Nors Sø, Vesterhavet og reservatet, hjertet af Nationalpark Thy.

Vi holdt frokostpause på skrænten ved Blegsø, en dyb karstsø som andre i området. Herfra en facinerende udsigt - enkelte observede henholdsvis havørn og  i det fjerne kronhjort.

Tilbageturen gik gennem hede og skov ad stier, kystskrænter, jordfaldshuller og spor. Vi sluttede ved Tved Kirke og de parkerede biler kl. 15 efter en 15 km lang vandredag fuld af dejlige synsindtryk og med en informativ guidning.

Vi bookede in på Hotel Limfjorden, gik i baren og fandt et solrigt område udendørs. Snakken gik, og der var aftalt aftensmad kl 19.

Efter maden, fortsatte vi traditionen med sang og diverse brætspil m.m.

Om vi var trætte?

Jo – efter en helt vidunderlig dejlig dag, hvor vi havde nydt solen, naturen og hinandens selskab.

Vi havde virkelig haft mulighed for at være tæt på stilheden, men vi var 45 personer med hver vores lyst til historiefortælling ----- så det med stilheden må være en gang.

Tirsdag den 5. sept.

Dagen startede med dejlig morgenbuffet og udsigt over Limfjorden. Solen skinnede igen denne tirsdag i september fra en skyfri, blå himmel og temperaturen var fra morgenstunden forjættende.

Vi havde mulighed for at smøre madpakker og fylde thermokanden, og på P-pladsen afsynge fødselsdagssang for dagens fødselar, inden vi begav os mod Nr. Vorøpør, hvor vi skulle starte vores ”vandretur” på Nationalparkcentret. Centret er det første af sin slags i Danmark og åbnede i 2021. Centret er bygget ind i den eksisterende klit, og ligger midt mellem byen og den vilde natur.

Så at sige på KANTEN TIL NATUREN.

Bygningen rummer et stort formidlingsrum, og besøget blev en interessant og spændende start på dagen. Stor ros til den frivillige for en rigtig god oplevelse.

Dagens vandretur hed Hawblinkruten. På turen opleves nationalparkens unikke klithedelandskab på tæt hold. Klitheden er en lysåben naturtype, som er skabt af vinden, havet, sandet og saltet. Her gror bl. a. hedelyng, klokkelyng, revling, enebær, havtorn og mose-pors.

Et stykke af vejen fulgte vi Redningsvejen langs kanten af  Tvorup Plantage frem til Bøgsted Rende, hvor det var tid for frokostpause. Her ved Bøgsted Rende var der i 1700-tallet en vandmølle. Nu er her blot en vidundelig natur og et af vestkysten 23 oprindelige sømærker, en såkaldt båke.

Turen tilbage mod Vorupør gik langs stranden. Strækningen er præget af tungsand, som indeholder mineraler, der giver sandet dets mørke farve. De flotte mønstre dannes af vinden og bølgerne.

Inden hjemturen til hotellet blev tørsten stillet, og vi nød udsigten over området ved ”havnen”.

Stedet skulle også efter sigende have haft velsmagende is?

Vi  lagde vejen forbi Stenbjerg Landingsplads, et spændende og smukt  ikke mere eksisterende fiskesamfund direkte ved kysten. Landingspladsens historie går tilbage til sandflugtens hærgen i 1600-tallet. Vi fik på stedet og indledningsvis en interessant kort  formidling af nationalparkens

frivillige.

Her mellem de hvide huse med de maleriske små både trukket på land kan vi med rette tale om kulturværdier. Besøg landingspladsen og mærk stemningen.

Vel hjemme – det kendte program: øl fra baren, ud at sidde i solen med udsigt over Limfjorden, bad, aftensmad kl. 19, hyggeligt samvær, sang og spil.

Onsdag den 6. sept.

Efter morgenens indledende øvelser og udtjekning fra hotellet og et smugkig på dagens skønne vejrudsigt blev kursen sat mod Lodbjerg Fyr, som var udgangspunkt for dagens rute – Penbjergruten. Igen en tur over den for nationalparken typiske klithede.

Ikke langt fra fyret lavede vi en afstikker mod havet gennem Lodbjerg Sande, en tidligere vandreklit. Ved kysten er der en utrolig skøn udsigt over Vesterhavet og de stejle klitskrænter. I skrænterne ses en vekslen mellem sandlag og smallere mørke tørvelag. Et smukt billede under idielle forhold – korte bukser, sol og blå himmel.

Målet var Penbjerg, områdets højeste klit. Igen et strålende udsigtspunkt, men for mange af os en lidt krævende opstigning gennem det løse sand.

Kort efter Penbjerg og inden mødet med den 67 km. lange Redningsvej, en vandrerute gennem nationalparken, gjorde vi holdt for frokost midt i klitterne blandt masser af sortbær.

Vi havde god tid siddende  midt i naturen, og vi nød turens sidste bjesk. Her i det vestjyske klitlandskab var bjesken på hjemmebane.

Der var bestilt kaffe ved fyret kl. 14.

Lodbjerg Fyr er opført 1883 af granitblokke fra Sverige.

Nogle benyttede sig af adgang til fyret for at nyde den forrygende udsigt over hav, klitplantage, klithede og søer. Mod syd sås Agger Tange.

I haven var dækket kaffebord med porcelæn fra bedstemors tid, og vi fik et dejligt stort stykke hjemmebagt Lodbjerg Kringle til. De frivillige ved fyret gjorde deres til, at det blev en god, hyggelig afslutning på vores sol- og oplevelsesrige tredages vandretur i Thy Nationalpark.

Tre dage med sol, sol, sol og kun sol og blå himmel. Det glemmes aldrig.

Måske er der noget om:

• at sand kærlighed til naturen betyder, at man kan dele lykken med andre.
• at vandre er en slags mental hovedrengøring.

Anyway:

We will do it again, next year, somewhere.