Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

14. august 2024: Hits fra skattekisten

Musikalsk foredrag ved Carsten Bo

Så blev sæsonen 2024-2025 da skudt i gang på festlig vis af Carsten Bo, der underholdt 60 forventningsfulde publikum, der var kommet i Sognegården trods flot solskinsvejr med moderat vind og behagelig temperatur udendørs.

Men det fremmødte publikum fik da en rigtig god oplevelse ved mødet med Carsten Bo, der er en garvet sanger og musiker, der har rundet de 50 år som spillemand, da han startede allerede som 10-årig, hvor han deltog i sangkonkurrencer rundt omkring i landet. Undervejs fik vi da også hørt en sang, han havde skrevet og fået udgivet allerede som 12-årig. - Det kunne høres på takten og melodiforløbet, at sangen havde mange år på bagen.

Derudover kom Carsten Bo godt omkring den danske ”sangskattekiste”, startende med en af de smukkeste, nemlig Kim Larsens melodi til ”Avenuen” med tekst af Anders og Peter Lund Madsen. Derefter gik det derud ad, lige fra Peter Malberg: ”Du er min øjesten”, over Tommy Seebach, John Mogensen m.fl.  Afvekslende med potpourrier over ældre film- og kabaretmelodier. Gennem hele forløbet opfordrede Carsten Bo til, at der blev sunget med på de kendte sange. Og der blev sunget godt med af det velsyngende ”kor”.

Men efter de 2 timer i godt musikalsk selskab, var det vist også blevet tid til, at publikum skulle hjem igen, hvis de skulle nå at nyde de sidste solstråler den dag.

 /sks

Sidst opdateret 30.08.2024