Vi søger besøgsvenner
Ældre Sagen i Hørsholm har brug for flere besøgsvenner, som gerne vil glæde mennesker, der savner selskab og som måske selv synes det kunne være hyggeligt at lære nye mennesker at kende.
En kop kaffe og en snak, en gåtur eller et spil kort, mere skal der ikke til for at sprede glæde i et andet menneskes liv.
Kun hygge, ikke pleje.
Som besøgsven aftaler du og den, du besøger, selv hvor ofte I mødes, og hvad I vil lave sammen. I kan fx få en snak over en kop kaffe, læse avisen, spille kort, eller hvad I nu har lyst til. I kan også gå en tur, tage på cafebesøg eller deltage i fællesspisning.
I dag har vi 28 besøgsvenner. Men vi har brug for flere, så flere kan få glæde af et besøg.
At få besøg kan gøre en stor forskel for et menneske, der savner selskab. Som besøgsven er man med til at skabe et lyspunkt i hverdagen. Man skal ikke kunne noget særligt, det vigtigste er at have lyst til at lære et andet menneske at kende, siger Citta Ranfelt, der er aktivitetsleder for besøgstjenesten i Hørsholm.
Det er vigtigt at understrege, at besøgsvenner ikke skal udføre personlig pleje eller rengøring, men kun være der for hyggen.
Som frivillig besøgsven i Ældre Sagen vil du få grundig vejledning i det frivillige arbejde, og du bliver tilknyttet den lokale aktivitetsleder, som du altid kan henvende dig til med spørgsmål, tanker og oplevelser. Det er ikke nogen betingelse at være medlem af Ældre Sagen for at være frivillig.
Hvis du vil høre mere om at være besøgsven, kan du kontakte Citta Ranfelt på telefon 4070 1954.
Sidst opdateret 11.11.2024