Tur med Friheden
54 m/k - sommerklædte mødtes ved det gode skib ”Friheden”, som lå ved sin kajplads i Kanalen overfor møbler og byggemarked.
Med byen og den gamle papirkaj om styrbord gled vi ud gennem kanalen, kursen sat mod Gavnø og Karrebæksminde. Det var som altid en smuk, smuk tur. Og på snakken fornemmede man da også forventningen til ”det hele”.
Skipper og gaster fik hurtigt afsat kolde drikkevarer, så alle var klar til at indtage menuen: Stegt flæsk med persillesovs, en af os danskeres favorit- ja omtrent nationalretter. Og den var da også perfekt – og ad libitum.
Turen hele vejen ud – under Svingbroen, langs fabriksbygninger, sejlklubber, huse med udsigt og gode stier rundede vi snart Ydernæs havnen, og drejede til Gavnøsiden – kig til Forbrændingen, Appenæs og Gavnøs marker bag slottet, som var gemt bag skov. Men en smuk tur – masser af svaner i vandet og køer på markerne.
Så satte Skipper farten lidt op og Karrebæksminde kom tættere på – kig til golfbane, De Hvide Svaner, Kirke og Mølle og modsat side Draget på det yderste Enø – m.m. Da vi stille løb til kaj ved Bager og Fiske hus fik vi tid til ”landgang” Køb en is eller kig dig bare omkring.
På hjemturen var der mulighed for kaffe og en lille en, hvis man ønskede det. – Hele sejlturen hjem i den smukkeste aftenskumring, og solen som gav op - og gik ned. Smuk, dejlig aften.
Og vi gav alle, Skipper og gaster, og ikke mindst Ældre Sagen og dem, der har stået for arrangementet en stor KLAPSALVE.
Tove Andreasen
Sidst opdateret 05.12.2020