Rejser og ture
4-dages tur til Nordjylland
Ældre Sagen i Ringsted i samarbejde med Edelskov Bus A/S tilbyder en fantastisk rejse til Skagen, Læsø og Fur med overnatning i Frederikshavn med et spændende program.
Tilmelding
Ældre Sagens kontor når datoen for tilmeldingen udbydes.
Lokalafdeling
Ringsted
Hvem
Kun for medlemmer
Pris medlemmer
4953 kr., pr. person i dobbeltværelse
1275 kr., tillæg for eneværelse
Hvornår
Startdato: 15.05.2025 kl. 08.00Slutdato: 18.05.2025 kl. 19.30
Mødested
Sct. Bendts Kirkeplads, Sct. Bendtsgade, Ringsted
Beskrivelse
Ældre Sagen i Ringsted i samarbejde med Edelskov Bus A/S tilbyder en fantastisk rejse til Skagen, Læsø og Fur med overnatning i Frederikshavn med et spændende program. Læs nedenstående program
4-dags tur til Nordjylland 15. maj til 18. maj
Dag 1 - torsdag, den 15. maj:
Afrejse fra Sct. Bendts Kirkeplads kl. 08.00 via Storebæltsbroen og en pause undervejs til
Vejle Havn, hvor vi skal kigge lidt på 2 af byens vartegn, nemlig det spøjse boligbyggeri ”Dråben” og det nye ”Fjordenhus” bygget af Kirk-Johansen familien, der indtil 2007 var en del af Lego koncernen. Fjordenhus er designet af den kendte kunstner Olafur Eliasson. Byggeriet blev indviet 9. juni 2018 og er en kæmpe turistmagnet i Vejle.
Næste stop er nok Kronjyllands mest berømte kro, Hvidsten Kro, hvor vi skal spise frokost. Efter frokost er der god tid til at nyde lokationerne på og omkring kroen inden vi fortsætter til vores Hotel Jutlandia i Frederikshavn, hvor vi skal bo de næste 3 nætter med indkvartering og middag på hotellet.
Dag 2 - fredag, den 16. maj:
Tidlig morgenmad på hotellet inden vi kl. 07.50 sejler til Læsø. Ved ankomst til Læsø møder vi lokalguiden, som tager os med rundt på Øen. Undervejs på Ø-turen spiser vi frokost (Fisketallerken) på Læsø Marinapark For de kræsne, der ikke spiser fisk finder vi på noget andet.
Naturligvis skal vi se Læsø Saltsyderi og høre et foredrag på 20 min. Vi skal også se et spændende projekt ”Red tanghusene” om hvordan de laver nye tangtage på husene og hvis vi er heldige, kan vi opleve at der bliver arbejdet på et hus. Vi skal også opleve norddelen med store lyng og skovarealer og syddelen med de åbne landskaber.
Kl. 15.00 sejler vi retur til Frederikshavn med ankomst kl. 16.30.
Der bliver tid til at ose lidt i Frederikshavn.
Middag på hotellet.
Dag 3 - lørdag, den 17. maj:
Kørselstidspunktet fra hotellet oplyses aftenen før.
Hele dagen står i Skagens navn. Kl. 09.30 mødes vi med den lokale ”Skagbo” guide, som skal være sammen med os de næste 3 timer.
Vi starter med at køre ud til Grenen, hvor vi for en stund bytter bussen ud med Sandormen, der tager os helt ud hvor Danmark slutter og Skagerrak og Kattegat mødes.
Derefter går turen til Skagen by, hvor vi hører om husenes karakteristiske gule farve og hvorfor der er hvide blonder på de røde tegltage. Vi skal også rundt om havnen om stedets forvandling fra et lille fiskerleje til Danmarks største fiskerihavn og anlægssted for de store krydstogtsskibe. Vi kører også forbi Klitgården som Kong Christian den 10. lod opføre i 1914. Senere blev det overdraget til Arveprins Knud og Carolina Mathilde. Efter arveprinsessen død i 1995 valgte arvingerne at sælge Klitgården, som siden år 2000 har fungeret som refugium for videnskabsmænd og kunstnere.
Vi slutter dagen med at se den tilsandede kirke og høre fortællingen om kirkens usædvanlige skæbne.
God tid på egen hånd til frokost for egen regning og evt. museumsbesøg inden vi sidst på eftermiddagen kører tilbage til vores hotel.
Middag på hotellet.
Dag 4 - lørdag, den 18. maj
Kørselstidspunktet fra hotellet oplyses dagen før.
Vi pakker bussen, MEN oplevelserne er langt fra slut. I dag skal vi besøge den lille Ø Fur på bare 22 km2.
Vi møder lokalguiden John Bertelsen, der også er museumschef på øen. Han vil på 2 timer vise os sin Ø. Noget af en bedrift, idet John Bertelsen er blind og fungere som busguide.
Vi slutter besøget med frokostbuffet på Fur Færgekro inden vi sætter kursen mod Ringsted hvor vi forventer at være omkring kl. 19.30.
En herlig og oplevelsesrig miniferie er slut.
At rejse er at leve.
Pris person i dobbeltværelse kr. 4.953,00
Tillæg for eneværelse kr. 1.275,00
I prisen er inkl. bus, bro, færger, Sandormen, 3 overnatninger med morgenmad, 3x aftensmad, 3x frokost, lokalguider, samt entreer som beskrevet.
Der er turhjælpere med på hele turen, diverse vejafgifter samt bidrag til rejsegarantifond nr. 2581
Tilmelding til turen starter torsdag, den 3. april 2025 på Ældre Sagens kontor Hyldegårdsvej 42, 2. sal.
Udleveringen af kø-nr. kl. 09.00 og kl. 09.15 starter tilmelding til turen, maks. 2 pladser pr. kø-nr.
Betalingen opkræves senere af vores samarbejdspartner Edelskov Bus A/S
Der er mulighed for at ringe til kontoret på tlf. 40200940 fra kl. 09.15 og få et kø-nr.
Der tages dog forbehold for at turen kan være udsolgt.