Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Referat fra årsmødet

Årsmødet i Ældre Sagen, Ringsted, der nu igen kunne afholdes i Anlægspavillonen den 9. marts 2022, samlede ca. 90 medlemmer.

Foto: Ole Hvidsten Ramussen

null

Efter at have indledt møde med Ambrosius Stubs ”Den kiedsom vinter gik sin gang” kunne man tage fat på dagsordenens første punkt, som var valg af dirigent. Bestyrelsen foreslog Søren Udam fra Roskilde, der blev valgt og derefter kunne erklære mødet for lovligt indvarslet i henhold til vedtægterne.

Han gav ordet til foreningens formand, Lise Bjerglund, som bød velkommen til forsamlingen og introducerede Årsmødets hovedtaler, Alice Morsbøl, centerchef for social- og sundhedscentret i Ringsted Kommune, der ville tale over emnet ”Fælles charter for en værdig ældrepleje, en ny retning for ældreplejen”.

Alice Morsbøl tog udgangspunkt i de møder, der er blevet afholdt med deltagelse af Ældreministeriet, Ældre Sagen, FOA og Kommunernes Landsforening, hvor emnet er blevet diskuteret, og hvor man er nået frem til en beskrivelse af, hvad man ser som værdig ældrepleje.

Her er man enig om, at man i samfundet skal kunne hjælpe borgere, der har behov derfor med imødekommenhed, med faglighed, med omsorg og med pleje, og at dette skabes på baggrund af en dialog, hvor også den ældre kan udtrykke sine ønsker.

Det er derfor ønskeligt, at ændre ældreplejen derhen, at der er så få personer om den ældre som muligt, således at de personer, der involveres i plejen af den enkelte, er kendt af denne, hvilket er et opbrud i forhold til den ekspertbaserede ældrepleje, der leveres i dag og dermed også et område, der, for at det kan lykkes, skal omrokeres, så der laves små grupper, der varetager det meste af den ældres pleje.

Kommunen arbejder derfor med handleplaner for og med vidensdeling mellem institutionerne, ligesom tanken om pårørendesamarbejde inddrages, så for eksempel pårørende til demente og til borgere, der benytter sig af hjemmehjælp, kan komme med input til politikerne.

”En ting er, at vi gerne vil lave en værdig ældrepleje”, siger Alice Morsbøl og fortsætter, ”noget andet er, at vi skal have personalet til dette, og det kniber gevaldigt i disse tider! Så vi skal også fokusere på rekruttering af nyt personale  og fastholdelse af det personale, vi allerede har. Her er fokus på god og ordentlig ledelse nødvendig, på at give lederne værktøjer gennem kursusaktivitet og vidensdeling og på at opfordre medarbejderne til at komme med input fra deres egne indsatsområder, så disse kan komme på dagsordenen i ledergrupperne”.

Pejlemærkerne er derfor, at der er bund under velfærden, altså at der er råd til denne, at der er fokus på den enkeltes opfattelse af den gode alderdom, og at man kan støtte op om denne uden at trampe ind over den enkelte ældres privatsfære, samt at finde gode løsninger fra praksis og ideer taget fra den virkelige verden.

”Nu må vi se”, udtaler Alice Morsbøl til slut, ”om de afholdte møder mellem de 4 parter vil medføre forandringer fremover. I Ringsted Kommune er man i gang med at ændre på tingene, men man kan også se, at personalesituationen, hvis ikke den bedres i fremtiden, kan medføre, at man i højere grad vil blive nødt til at inddrage virale besøg, altså hjemmebesøg udført over en computer, eller øget brug af anden teknologi, hvis ikke man skal øge pårørendeindsatsen, hvilket der ikke er tradition for i Ældreplejen i Danmark”.

Herefter gav dirigenten ordet til formanden, som aflagde sin beretning. Lise Bjerglund kom ind på antallet af medlemmer af Ældre Sagen såvel på landsplan som på det lokale plan. I alt godt 915.000 er i dag medlem af Ældre Sagen, og mere end 21.000 er frivillige. På det lokale plan er der mere end 6000 medlemmer og 190 frivillige, der forestår de mange aktiviteter, foreningen udøver i hverdagen i Ringsted.

Der arrangeres gåture, en dages ture og rejser, kurser og undervisning, foredrag, samspisnings-  og interessegrupper. Der udøves socialt- humanitært arbejde i form af besøgsvenner og telefonstjerne, der gøres en indsats for demente i demenscafeen, der tages hånd om dem, der har mistet deres kære i sorg- og livsmodsgruppen, og der sendes frivillige ud til skoler og børnehaver.

Desværre kan Ældre Sagen ikke længere tilbyde træning på KLC i samarbejde med kommunen, men tilbyder i stedet en god aftale om træning i Fit og Sund, som mere end 40 har tilmeldt sig, hvilket dog kun er en tiendedel af det tidligere antal trænende på KLC!

I løbet af efteråret 2021 og foråret 2022 har foreningen modtaget midler fra regeringen, der har gjort det muligt at arrangere gratis, festlige sammenkomster for ældre sårbare i Ringsted, hvilket har været en stor succes, som følges op med et sidste tiltag på dette område i maj 2022.

Kort sagt kunne Lise Bjerglund konstatere, at foreningen i Ringsted samarbejder med plejehjemmene, Frivilligrådet og Ældrerådet, og at den i det hele taget er yderst aktiv og byder på mange muligheder for medlemmerne.

Herefter blev ordet givet til IT aktivitetslederne, der kunne fortælle om en stor indsats for at gøre foreningens medlemmer selvkørende på dette område, og samtidig opfordrede alle til at henvende sig, hvis de måtte have problemer med deres udstyr eller med at benytte det til fulde.

Lise Bjerglund fortsatte sin beretning med at opridse de visioner, der er for det fortsatte arbejde i Ringsted, hvor der blandt andet satses på at få en vågetjeneste op at stå, og sluttede med at opfordre de fremmødte til at melde sig som frivillige, hvis et af de mange områder, hvor Ældre Sagen agerer, kunne være af interesse.

Årsberetningen blev godkendt af forsamlingen, og ordet givet til Flemming Henriksen, kasserer i lokalafdelingen, som efter gennemgang af regnskabet, der er godkendt af hovedforeningen, kunne konstatere, at Ældre Sagen, Ringsted har en god økonomi, som gør det muligt at iværksætte endnu flere aktiviteter til gavn for medlemmerne.

Årsmødet fortsatte med uddeling af årsnåle for frivilligindsats til 10 års jubilarer og 15 års ditto.

I første kategori befandt sig Kurt Frederiksen, Janne Nielsen, Birgit Andersen, Knud Vincentz, Hanne Malm, Anny Munk, Christian Olsson, Bent Christensen og Inga Olsen.

I anden kategori var Linda Vingaa, Jette Pedersen, Anette Jensen og Else Hansen. Alle blev begavet med to flasker rødvin, en årsnål og en stor tak for indsatsen.

Til valg til bestyrelsen ønskede Anne H. Pedersen, Johnny Malm, Bent Jørgensen og Hanne Malm alle at genopstille, og de blev valgt med applaus. Herefter  blev valgt to suppleanter, Lonni Olin, der genopstillede, og Arne Mielcke, der af bestyrelsen var opfordret til at træde ind.

Bestyrelsen består således af de førnævnte 6 samt Lise Bjerglund, Flemming Henriksen, Ole Hvidesten, Bent Christensen og Christian Olsson, hvortil kommer de tilforordnede Anny Munk, Anne Karsvang og Marianne Haslund.

Efter årsmødet konstituerede bestyrelsen sig med Lise Bjerglund som formand, Christian Olsson som næstformand og sekretær og Flemming Henriksen som kasserer.

Næste Årsmøde afholdes den 8. marts 2023.

CO/09.03.22

Foto: Ole Hvidesten Rasmussen

null
Bestyrelsen 2022 fra venstre: Ole Hvidesten Rasmussen, Flemming Henriksen (kasserer) , Anny Munk (tilforordnet), Lonni Olin (suppleant), Hanne Malm, Christian Olsson (næstformand og sekretær), Bent Christensen, Bent Jørgensen. 
Forrest: Lise Bjerglund (formand), Johnny Malm og Anne H. Pedersen
Fraværende: Arne Mielcke (suppleant), Marianne Haslund (tilforordnet) og Anne Karsvang (tilforordnet).

                                                          TILLYKKE til 10 års jubilarerne.

null10 års jubilarer fra venstre: Inga Olsen, Hanne Malm, Anny Munk, Christian Olsson, og Bent Christensen.
Fraværende: Kurt Frederiksen, Janne Nielsen, Birgit Andersen, Knud Vincentz

                                                        TILLYKKE til 15 års jubilarerne.

null

15 års jubilarer fra venstre: Jette Pedersen, Anette Jensen og Linda Vingaa
Fraværende: Else Hansen 

Sidst opdateret 15.03.2022