Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Pensionskampagne

Ældre Sagen i stor kampagne: Lønnen stiger, mens pensionen halter bagefter!
 
Pensionen er de senere år sakket markant bagud i forhold til lønudviklingen. Det har stor betydning for mange ældre. Med en ny kampagne vil Ældre Sagen kæmpe for, at regeringen fremrykker reguleringen af pensionen, hvilket vil give alle pensionister mere luft i budgettet.

I 2022 oplevede Danmark den højeste inflation i 40 år: 7,7 pct., mens folkepensionen kun blev reguleret med 1,2 pct!!

Inflationen er heldigvis faldet siden, men priserne er stadig meget højere, end de var før.
Godt nok bliver folkepensionen i Danmark reguleret, så den følger lønudviklingen, men det sker med to års forsinkelse. Det betyder, at danske pensionister skal vente to år på, at deres pension stiger på samme måde, som lønnen gør for de erhvervsaktive, der ved overenskomsterne har fået store lønstigninger.
Konkret foreslår Ældre Sagen, at regeringen fremrykker reguleringen af pensionen, så den forhøjes ekstraordinært nu i 2024 med 5 procent. Forslaget vil hjælpe alle pensionister, men særligt pensionister med lav indkomst, som vil kunne få 4-600 kr. mere udbetalt om måneden.

Ældre Sagen vil således med sin nye kampagne fokusere på urimeligheden i, at gabet mellem udbetalinger til pensionister og løn til erhvervsaktive kun er vokset de senere år og vil med sit forslag slå til lyd for, at en regulering kan finansieres inden for det finanspolitiske råderum, og at forslaget, da der er tale om en fremrykning og ikke en permanent forhøjelse af pensionen, ikke vil forringe den langsigtede økonomiske holdbarhed.

Sidst opdateret 14.07.2024