Kriser og klimaet - OBS ny dato 7. december
I denne tid er der masser af kriser, som rammer os og vores verden med stor kraft i form af krig, epidemier og økonomiske tilbageslag, men det er sikkert de færreste, der tænker nærmere over, at disse kriser også rammer vejret og vores klima.
Dette skal der dog nok blive gjort opmærksom på, når vejrvært, bachelor i klimatologi, forfatter og debattør Peter Tanev onsdag den 7. december 2022 kl. 14.00 besøger Ældre Sagen i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted med sit foredrag ”Kriser og Klimaet”.
Her vil Peter Tanev sætte klimaet i forhold til begivenheder som fx Covid 19, den økonomiske krise i 2008 og 7/12 og give sine tilhørere et billede af, hvad der sker med klimaet, når den kendte verden bryder sammen.
Peter Tanev vil berette om, på hvilken måde kriser påvirker CO2 aftrykket i atmosfæren, og hvad dette i sidste ende betyder for klimaet, og han stiller det spørgsmål, om store kriser med voldsomme økonomiske udfordringer, som netop gennemlevede Corona periode, vil få mennesker til at optimere deres mål om at nedsætte den globale udledning af CO2? Og vil menneskeheden således komme styrket ud af kampen for klimaet, ved at samfundet så at sige genopstår såvel på baggrund af nye teknologiske landvindinger som gennem ændring af adfærd som at holde op med at flyve, udføre hjemmearbejde og køre elbil?
Samtidig, mener Peter Tanev, kunne denne vilje til forandring måske også være en indikator på, hvor meget menneskeheden vil sætte ind på at ændre den globale udledning af CO2 i de kommende år!
Peter Tanev baserer sine foredrag på mottoet: ”Fordi noget er fakta, er det jo ikke nødvendigvis kedeligt”, og han vil med humor, stor indsigt og sin erfaring fra år som TV-vært give sine tilhørere en indholdsrig og spændende oplevelse.
Billetter kan erhverves på Ældre Sagens kontor i Hyldegården fra torsdag den 20. oktober 2022 kl. 10.00 ved personligt fremmøde eller ved telefonisk henvendelse på 2036 4462.
I sidstnævnte tilfælde betales via MobilePay.
CO/03.10.22
Sidst opdateret 19.10.2022