Bornholm en Nato forpost i Østersøen den 28. februar
Bornholm, en Nato forpost i Østersøen. Torkil Bro beretter!
Bornholm, øen langt derude i Østersøen med sine mange solskinstimer, sin Dueodde-hvide sandstrand og sine pittoreske klippepartier, står vel for os bøgetræsdanskere mere som et sted, hvor vi gerne tilbringer et par ugers ferie med Sol over Gudhjem og Krølle Bølle is snarere end som en brik i det magtspil, der konstant pågår mellem vest og øst, og som nu med Ruslands invasion i Ukraine har mere aktualitet end længe.
Torkil Bro, tidligere formand i Ældre Sagen, Ringsted, ved som bornholmer om nogen, hvordan øens beboere har oplevet besættelse og nu igen fornemmer truslen derom.
Han vil i sit foredrag ”Bornholm, en Nato forpost i Østersøen” tage udgangspunkt i den situation, der i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine og den efterfølgende planlagte Nato øvelse på Bornholm, udløste en protestnote fra Rusland, der mente, at ”det kan ses som et skridt mod at ændre Bornholms status fra at være en fredsø til at være et potentielt militært brohoved”.
Med vægten på tiden fra Den Kolde Krig og frem til i dag vil han således orientere om, hvordan bornholmerne med pragmatisme, men også med en vis portion frygt, forholder sig til den fornyede trussel om en russisk invasion.
Foredraget finder sted i Ældre Sagens lokaler i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted tirsdag den 28. februar 2023 kl. 14.00, og billetter kan erhverves fra den 9. februar 2023 i kontortiden torsdage klokken 10.00-12.00 ved personligt fremmøde eller over telefon på 2036 4462. Der betales kontant eller via MobilePay.
Som altid er Ældre Sagen vært ved en velskænket kop kaffe og en lille kage på sidetallerkenen.
CO/18.01.23
Sidst opdateret 19.11.2023