Gotland 1. september
5 dages rejse til Gotland med Ældre Sagen.
Dengang vi gik i skole, hørte vi for første gang om Gotland og Visby, da læreren med en vis gru i stemmen fortalte om Valdemar Atterdags erobring af byen, efter at hans fornemme riddere havde banket en bondehær bevæbnet med høtyve. Uha, det var barske løjer!
Men igennem mange hundrede år har Gotland - strategisk godt beliggende i den nordlige del af Østersøen i forhold til Sverige, Finland og Rusland - været en ombejlet ø, som ikke mindst Hanseaterne ønskede at have herredømmet over. Så når Ældre Sagen byder sine medlemmer på en rejse til dette sted, er det som at komme på besøg midt i middelalderhistorien.
Med afgang fra Sct. Bendts Kirkeplads fredag den 1. september 2023 kl. 07.45 køres over Sjælland til Øresundsbroen, videre gennem Skåne og Blekinge, mens den dansk-svenske historie bliver genopfrisket undervejs, frem til havudsigten i Dalskärs Sjökrog i Bergvara, hvor frokosten venter.
Herefter fortsætter turen til Kalmar, med besøg på slottet og i domkirken, for siden at ende i Oscarshamn, hvor aftensmaden indtages inden ombordstigning på færgen, der fragter de sikkert efterhånden noget trætte rejsedeltagere over til Gotland og hotel Best Western Solhem, der ligger midt i Visby. Og så er det godnat, Ole!
Friske og veludhvilede og med en god morgenmad indenbords er det på tide her lørdag formiddag at se sig om i den spændende by med Nordeuropas bedst bevarede bymur, de mange kirker og ruiner og med et kig ud over Almedalen, som giver plads til den svenske pendant til folkemødet på Bornholm.
Om eftermiddagen er der bustur til nordøen og overfart til Fårö, hvor Ingmar Bergman i mange år boede og arbejdede. Sidst på eftermiddagen er man igen hjemme på hotellet og klar til aftensmåltidet.
Bevæbnet med en solid frokostpakke fra hotellet begiver selskabet sig søndag ud på en rundfart til blandt andet kunstneren Lars Jonssons museum i Vamlingsbo gamle præstegård, Naturum Gotland og - efter frokost - til Grötlingbo Kirke, hvor Asger Jorn ligger begravet, for senere at ende ved Gannarve skibssætning fra bronzealderen. Tilbage i Visby bliver der tid til inden aftensmaden på egen hånd at vandre omkring i byen.
Mandag tjekkes der ud fra hotellet efter morgenmaden, og med besøg i Garde kirke med fine kalkmalerier og Roma klosterruiner fra 1200-tallet bag sig kan selskabet nu slappe af, inden turen går tilbage til fastlandet med færgen, hvor aftensmaden undervejs indtages. Kl. 20.00 nås Sjöfartshotellet i Oscarshamn, og da aftenen stadig er ung, kan nogle måske lokkes til en lille promenade inden sengetid!?
Tirsdag efter morgenmad på hotellet går turen til Växjô og Utvandrar Museet, som fortæller historien om de 1.5 millioner svenskere, der mellem 1830 og 1930 udvandrede til Amerika med drømmen om her at gøre lykken. Efter frokost kører bussen videre sydover gennem de smålandske skove, over broen og hjem til Ringsted, hvor man forventer at lande kl. 18.00.
Tilmelding til denne spændende og historisk interessante tur starter på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted den 8. juni 2023 kl. 10.00 med udlevering af kø-numre fra kl. 09.00, max 2 billetter pr. nummer. Efter klokken 10.00 er det også muligt telefonisk på 2036 4462 at få kø-nummer!
Ældre Sagen, Ringsted ser frem til begivenhedsrige sensommerdage på Sveriges
solskins ø.
CO/22.05.23
Sidst opdateret 19.11.2023