Tandproteser og smukke smil 17. september
Hør om tandproteser og smukke smil i Ældre Sagen.
Tirsdag den 17. september kl. 14.00-16.00 vil Hanin Sherade fra ”Tandprotese by HS” gæste Ældre Sagen, Ringsted for at berette om de muligheder, der i dag eksisterer for at bevare et smukt tandsæt, selvom man skulle være så uheldig fra naturens hånd at have mistet et sådant.
Hanin Sherade er uddannet tandtekniker og har 11 års erfaring inden for sit fag, som hun nu i samarbejde med statsautoriseret klinisk tandtekniker Stefan Lukic udøver i klinikken i Sct. Knudsgade 13 i Ringsted. Her fremstilles alle former for tanderstatning med aftagelig protetik, blandt andet tryklåsproteser, hvor tænderne sidder helt fast.
Hanin vil i sit foredrag komme ind på, hvordan alt inden for implantat i dag fremstilles med den nyeste teknologi, hvor man helt undgår aftrykstagning og alligevel får et bedre og mere præcist resultat til gavn for klienten og dennes mulighed for at bevare et smukt smil.
Hanin vil derudover fortælle om de økonomiske støtteordninger, der eksisterer, og om hvordan klinikken samarbejder med Danmarks bedste kæbekirurger for at kvaliteten kan være i top og prisen i bund.
Gratis billetter til foredraget, kan afhentes på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, 2. sal, Hyldegårdvej 42, Ringsted i kontortiden torsdage kl. 10.00-12.00 fra den 29. august 2024.
Ældre Sagen ser med glæde en bredt smilende fremtid i møde og byder på en kop kaffe og en lille kage undervejs.
CO 12.08.24
Sidst opdateret 03.10.2024