Juletur Birkegaardens Haver den 8. december
Ældre Sagen på juletur til Birkegårdens Haver.
Søndag den 8. december 2024 kl. 13.15 afgår Edelskov Rejsers bus fra Sct. Bendts Kirkeplads med kurs mod Tågerup og Birkegårdens Haver, hvor turens deltagere ved ankomsten får serveret glögg, kaffe og æbleskiver ad libitum. Herefter er der tid til at besøge de tre magisk julepyntede haver:
Den Engelske med julelys, Sandhaven med julefarverne rød og hvid og Meditationshaven i isnende hvidt, så man, når man er i den, næsten kan mærke temperaturen falde.
Der er mulighed for at shoppe i den store Julebutik, som er fuld af sødt og godt og masser af gaveartikler, og i de fine boder i Juleladen, hvor der er lidt for enhver smag. Kort sagt: Et rigtigt julemarked!
Udflugten byder endvidere selskabet på en solid, traditionel middag med svensk juleskinke, brunekartofler og flødestuvet spinat, inden man mættet af indtryk og den gode mad igen vender tilbage til Ringsted med forventet ankomst kl 19.15.
Salget af billetter starter torsdag den 31. oktober på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, 2. sal, Ringsted. Der udleveres kønumre kl. 09.00, max to billetter pr. nummer, og selve salget starter kl. 09.15. Der betales kontant eller via MobilePay.
Fra kl. 09.15 er det ligeledes muligt at ringe til kontoret på 40200940 og få et kønummer ligesom online køb kan foretages på hjemmesiden fra kl. 13.00 dog med det forbehold, at billetterne kan være afsat forinden.
Pris for medlemmer 568 kr., for ikke medlemmer 668 kr. inklusiv bus, indgang, glögg, æbleskiver, kaffe, svensk juleskinke m.m. og turhjælpere.
15.10.2024 CO
Sidst opdateret 11.11.2024