Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Sikkerhed på nettet

Giv aldrig dine personlige oplysninger til nogen over telefonen
Bliver du bedt om at overføre penge eller udlevere personfølsomme oplysninger over telefonen, skal dine alarmklokker ringe.

Læs, hvad du kan gøre for at undgå økonomisk svindel over telefonen.

En del danskere bliver svindlet over telefonen, og desværre er det oftest ældre, det går udover.

Det kan fx ske ved, at en person ringer til dig og udgiver sig for at være fra en bank, SKAT eller politiet. Det gør svindleren for at virke troværdig.

En telefonsvindler vil typisk bede dig om at få personlige oplysninger som CPR-nummer, adgang til netbank eller koder til MitID.

Eller svindleren forsøge at lokke dig til - "af sikkerhedsmæssige grunde" - selv, at overføre dine penge til en anden konto.

Sådan gennemskuer du telefonsvindel

Det kan være svært at gennemskue, om du bliver udsat for svindel over telefonen. En god huskeregel er:

  • hverken banker, myndigheder eller andre virksomheder vil ringe og bede om at få adgang til din netbank, bede dig om at overføre penge eller få andre personlige oplysninger som fx koder til MitID. Heller ikke via sms eller mail.

Politiet har følgende gode råd til dig, hvis du vil undgå telefonsvindel: 

  1. Vær på vagt – det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge
  2. Smæk røret på – hellere et nej for meget!
  3. Udlever aldrig oplysninger om betalingskort og koder
  4. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en ven eller et familiemedlem. Du kan eventuelt få navnet på personen, der ringer, afslutte samtalen og ringe til bankens hovednummer og spørge efter personen
  5. Kontakt dit telefonselskab og bed om at få registreret dit telefonnummeret som ”udeladt nummer”. Så har svindlere sværere ved at finde dit telefonnummer.
  6. Overvej, hvilke personlige oplysninger du deler på sociale medier. Svindlere kan fx bruge din fødselsdato eller oplysninger om, hvor du bor, til at svindle dig.

Få hjælp ved identitetstyveri

Det er en god idé at kontakte Digitaliseringsstyrelsens cyber-hotline for digital sikkerhed på telefonnummer 3337 0037, hvis du har været udsat for identitetstyveri, eller hvis du frygter, det er tilfældet. 

På hotlinen får du rådgivning om, hvordan misbruget stoppes og hjælp til at kontakte andre myndigheder, du kan have behov for at tale med. 

Svindlere udgiver sig for at ringe fra Ældre Sagen

I Ældre Sagen oplever vi desværre også, at svindlere ringer og udgiver sig for at være fra Ældre Sagen og beder om CPR-nummer.

Det sker ofte i perioder, hvor vi sender breve ud med tilbud om medlemskab, hvilket svindlerne henviser til. 

Udlevér ikke dit CPR-nummer. Ældre Sagen beder ikke om CPR-nummer, kreditkort-oplysninger eller kontonummer over telefonen.

Læs mere om identitetstyveri-hotlinen på www.sikkerdigital.dk

Læs mere om, hvordan du kan styrke din digitale sikkerhed

 

Sidst opdateret 26.04.2024