Udflugt til Ebeltoft med besøg på fregatten Jylland samt Glasmuseet
Torsdag 28. oktober mødte 48 forventningsfulde seniorer op i Sælvig.
Der var dækket op med rundstykke og kaffe til alle på Isabella. Bussen ventede på os i Hov og turen gik mod Ebeltoft. Et smukt efterårsvejr, hvor skoven viser os de flotteste efterårsfarver.
Ved ankomsten til fregatten blev vi opdelt i to hold med et par veloplagte rundvisere. Vi gennemgik alle dæk. Kanondæk med de originale kanoner- banjedækket hvor besætningen havde hver en hængekøje og her ligger man tæt når der skal være plads til mere end 400 mand. Ned i bunden af skibet hvor den oprindelige dampmaskine har stået. Vor rundvisere var meget vidende og supplerede med mange anekdoter fra krigen i 1864. Senere blev orlovsmanden ombygget til kongeskib og fine lugarer blev indrettet i agterste del af skibet. Rundgangen gav udfordring for flere af deltagerne - smalle og stejle trapper, men alt gik godt.
Lidt at tænke over:
Det var en hård tørn at være matros på et sejlskib, og en stor orlovsmand som Jylland var ingen undtagelse. Prøv at forestille dig at være ude på Atlanten og det blæser op til storm eller det der er værre. Besætningen beordres til vejrs og ud på reerne hvor der trædes på en wire. Sejlføringen skal reduceres ved at underslå sejlene. - Skibet arbejder hårdt i søen og det mærkes især når man kommer til vejrs. Tung og våd sejldug i hård blæst. - En hånd til skibet og en hånd til dig selv. Til vejrs om det var dag eller nat, sommer eller vinter. Mistede du grebet og røg i søen var du fortabt, røg du på dækket kunne det være lig med døden.
----
Efterfølgende blev serveret et stjerneskud i Karens Køkken. Herefter fri adgang til Glasmuseet. Det er utrolig hvad man kan skabe af glas i former og farver med mønstre, som man ikke tror mulig.
Bussen kørte os til færgen hvor nok en kop kaffe var stillet frem.
Der skal lyde en stor tak til Anne Marie, Sigfred og Bernd som har stået for hele arrangementet. Tak for en flot dag fyldt med oplevelser.
Sidst opdateret 19.11.2024