'Turen Sort sol'
Den 27. september var den skønneste sensommerdag, hvor vi kørte i 4 stjernet bus sydpå, ud på en spændende tur for at se 'sort sol'. Vi kørte med pause undervejs til Sønderjylland, hvor vi spiste en frokostpakke.
I Sønderjylland mødte vi vores naturguide 'originalen' som på festlig vis underholdt os med fantastiske fortællinger på hele turen.
Vi kørte en tur ud i marskengene, der giver grundlag for et rigt fugleliv.
Vadefugle og ænder har gode ynglepladser. Mange gæs og svaner overvintrer i området. I
rørskovene yngler mange sjældne fuglearter.
Om vinteren er marsken hjemsted for mange musvåger og fjeldvåger. Vi oplevede en fantastisk sort sol. Sort sol er et naturfænomen, der kan ses om efteråret, når stærene samles i enorme flokke i Tøndermarsken, inden det lange træk sydover. Lige før stærene går ned på jorden for natten, tegner de store flokke fascinerende mønstre på himlen. Det
kalder man ”Sort Sol”. Efter denne store naturoplevelse siger vi farvel til vores guide, og kører mod nord. Efter en 2-retters middag på kroen, kørte vi mod Silkeborg.
Turhjælperne fra Ældre Sagen siger tak for deltagelsen og en spændende dag.
Sidst opdateret 09.11.2024