Cykelgruppen
Beskrivelse af Ældre Sagens cykelture
Turen forestås af en tovholder evt. med hjælp fra en eller flere af de øvrige deltagere.
Det er tovholderens opgave:
At fastlægge turen generelt – eventuelt efter en snak med øvrige deltagere. Heri indgår fastlæggelse af rute, overnatningssted(er), bespisning og oplevelser under vejs m.v.
Typisk forløb:
Overnatning typisk i hytter på campingpladser, sommerhus, vandrehjem, bed & breakfast eller ferieejendomme ligesom overnatning på herberger (langs hærvejen) også er anvendt.
Morgenmad/frokost:
Typisk ved at der er købt tilstrækkelig med brød, smør, pålæg, kaffe, the, drikkevarer med videre. Hver enkelt smører typisk egen madpakke til frokost. Frokost indtages også ved køb af sandwich, salater mv. i et supermarked ligesom det til tider hænder, at der gøres stop ved pølsevogn, restaurant mv.
Aftensmad:
Gruppen organiserer selv madlavningen, herunder, hvem der den enkelte dag laver maden og hermed også beslutter indkøb. ”Take away mad” er til tider også på programmet. Andre gange går man ud at spise. For de hold, som har følgebil med, er der mange gange medtaget mad hjemmefra til et par dage, ligesom der er provianteret med vin, øl og vand mv.
Bemærk, at alle i gruppen deltager i opgaverne under vejs. Det tilrådes, at den enkelte sørger for tilstrækkelig træning – enten ved deltagelse i fællestræning (mandag og torsdag) eller individuel træning - inden turen.
Turene gennemføres på 5-6 dage typisk med opstart søndag eller mandag.
Der cykles typisk 50 – 70 km om dagen og dette med en gennemsnitsfart på ca. 15 km i timen. Der er normal afgang kl. 9 og overnatningsstedet nås sidst på eftermiddagen.
Ultimo juli/primo august inviteres til cykeltur/”madpakketur”. Turene er hidtil gået til Spøttrup, Jordbro Engsø eller Sundsøre.
Som eksempler på ture der er gennemført kan nævnes:
Limfjorden Vest, Limfjorden Øst, Vesterhavsruten Syd, Vesterhavsruten Nord, Hærvejen Syd, Hærvejen Nord, Randers- og Mariagerfjord, Djursland, Bornholm, Østjylland, Grænselandet, Fyn rundt, sydfynske ø-hav, Samsø, Sønderjylland, Nordsjælland og Læsø.
Prisniveau typisk kr. 1.500 – 2.000. Såfremt turene gennemføres på Sjælland/Bornholm må påregnes yderligere udgifter til transport.
Deltagerne indbetaler et a´conto beløb, som fastsættes af den enkelte gruppe. Beløbet er typisk omkring kr. 1.000.
Har man sagt ja til at deltage, hæfter man for de faste udgifter (overnatningsudgifter og evt. billetter som er reserveret). Hvis man bliver forhindret og nødt til at sende afbud, uanset årsag, får man det evt. indbetalte beløb tilbagebetalt når en ny deltager har meldt sig.
Cykeludvalget
November 2021
Sidst opdateret 02.11.2021