Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Få en bisidder

Tag en bisidder med til dine samtaler med til f.eks. læge eller kommune. Det kan være en hjælp, og det er helt gratis.

Claudi Thyrrestrup fotoptagelse "vågetjeneste-møde med personale + bisidder", 8. maj 2018, Rosenborgcentret København.Plejehjemspersonale, social og sundhedshjælpere, sosu, sosu

Det kan være svært at holde styr på alle detaljer i en samtale eller at huske aftaler, selvom de har stor betydning for vores hverdag.

Derfor kan det være en idé at få følgeskab af en bisidder, når du skal tale med offentlige myndigheder, plejehjem, en sagsbehandler, visitator, læge eller andre.

Her kan en bisidder være et par ekstra ører og øjne, som kigger og lytter med. Især hvis samtalen føles svær.

Bisidderen gavner begge parter
Den, som du taler med, er også interesseret i, at I opfatter informationer og aftaler på den samme måde. 

Derfor kan en bisidder være en fordel for alle parter.

Sådan får du en bisidder:
Tag kontakt til vores kontaktperson for bisidderne her i lokalafdelingen. Du kan finde kontaktoplysningerne i bunden af siden.

Det kan du bruge bisidderen til:
En bisidder er typisk med til selve samtalen eller mødet. I kan også bruge lidt tid før mødet, hvor bisidderen kan hjælpe dig med at forberede samtalen og de spørgsmål, du gerne vil have svar på. 

Efter samtalen kan I vende det, der blev aftalt, og hvad du kan gøre nu.

Du skal huske på, at bisidderen er en person, som støtter dig, men forholder sig neutralt til sagen. Det er ikke en advokat eller en sagsbehandler.

Det må en bisidder i Ældre Sagen:
Der er nogle regler for, hvad en bisidder må og ikke må. Reglerne er til for at beskytte både dig og bisidderen. 

* En bisidder har tavshedspligt. Bisidderen må kun modtage oplysninger fra for eksempel offentlige myndigheder eller give oplysninger videre, hvis du har givet skriftligt samtykke eller en fuldmagt. 

* Bisidderen kan ikke træffe beslutninger på dine vegne, ligesom bisidderen heller ikke må rådgive om medicin, juridiske eller økonomiske anliggender.

* At være bisidder er et gratis arbejde. En bisidder modtager ikke løn eller gaver fra dig eller andre.

Hvad er en bisidder?
En bisidder er en person, der arbejder frivilligt, og som gerne vil bistå et andet menneske i en svær situation. 

Alle kan være bisiddere, men de skal være fyldt 18 år. Man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen for at blive bisidder.

Hvis du vælger en bisidder fra Ældre Sagen, har vedkommende fået vejledning af Ældre Sagens rådgivere og kurser i at være bisidder.

Det gør vi for at give det bedste udgangspunkt for at kunne hjælpe.
Bisidderen har også et id-kort, så du kan se, hvem personen er, og at denne kommer fra Ældre Sagen.

 

Sidst opdateret 30.06.2023