Nogle af de penge vi fik til sårbare ældre brugte vi på et foredrag med Barthe Risom Holst, hvis mand blev dement og døde under første første corona nedlukning.

Bartha var gift med Ebbe, de levede et meget aktivt liv både fysisk og socialt. Ebbe var programmør ved IBM og har bl.a. udviklet Tjæreborg Rejsers første booking system. Ebbe har også sejlet verden rundt 2 gange. De arrangerede også musikfestivaller.

Ebbe gik på pension som 60 årig (Ebbe var 10 år ældre end Bartha). Barta fortsatte med at arbejde 10 år mere og i disse 10 år var det Ebbe, der sørgede for alt derhjemme, således, at de kunne være sammen, når hun havde fri. Bartha gik på efterløn som 60 årig. Da hun kom hjem og gå undrede hun sig over, at der f.eks. var begyndt at komme rykkere på regninger, Ebbe havde altid været meget pertentlig med at få betalt til tiden,  men hun tænkte, at det var nok noget, der var blevet forlagt, og lagde ikke så meget mere i det. I 2009 tog de på ferie til Frankrig hvor de sejlede rundt og bl.a. skulle op af en flod hvor der var sluser. Ebbe forsvandt hver gang de kom til en sluse, men heller ikke her tænkte hun så meget over det. Efter turen til Frankrig skulle de på ferie på Bornholm sammen med en god veninde, der aldrig havde været på Bornholm. De snakkede meget om de steder de skulle se hver dag. Det var Ebbe, der kørte bilen derovre, men hver dag kom de til et andet sted, en det de havde aftalt. Barthe bliver urolig for hvorfor, han ikke kører derhen hvor de aftaler, men gør ellers ikke mere. Et par måneder senere siger Ebbe pludselig, at han ikke kan huske hvor deres datter bor (hun bor i Virklund ved Silkeborg og de bor selv ved Middelfart). Hun bad ham gå til lægen - der var 5 minutters gang - da han kom hjem spurgte hun, hvad lægen havde sagt, det kunne han ikke huske. Hun fik så en ny tid til ham, hvor de fulgtes ad. Lægen mente det kunne være demens, men det skal udreddes for at være helt sikker. Det tog ca. ½ år at blive udreddet. Under udredningen siger lægen, at Ebbe snyder, han var meget logisk tænkende og kunne derfor tit lave systemer, der gjorde, at han var i stand til at svare rigtig uden han selv vidste hvad det gik ud på.

Han fik diagnosen Frontallapsdemens.

De fortalte familie og venner om hans diagnose og dengang var det virkelig tabu, men tog alligevel den beslutning. De aftalte også, at han altid skulle gøre, som hun sagde uanset hvad - og det gjorde han.

Datteren ville gerne, at de flyttede lidt tættere på, så hun kunne hjælpe lidt, så de flyttede til Bryrup ( i nærheden af Silkeborg), men det var ikke godt for Ebbe, han kunne ikke finde noget som helst og kunne ikke for godt finde rundt, så det var en ekstra belastning for ham. Bartha nummererede skufferne og skabe, så når han spurgte hvor noget var, så kunne hun sige, at det var i skab nummer 4, og så kunne han finde det, han kunne ikke finde ud af det, hvis hun sagde, at det er i skabet til venstre, men tallene kunne han huske og finde ud af.

Ebbe blev dårlige og mistede også nogle funktioner (måtte bl.a. gå med ble), så i 2 år sov Bartha aldrig mere end 1 time ad gangen, hun skulle hele tiden holde øje med ham. Ebbe kom derfor i aflastning, de første gang ville han hentes efter ½ time, men efter nogle gange gik det bedre. Han kom også i dagcenter, og så kunne hun få sovet ud.

Ebbe kørte stadig bil og Bartha navigerede ved at pege hvor han skulle hen ad, han kunne ikke kende forskel på højre og venstre, det var først senere hun indså at det var helt uforsvarligt, han kunne kun koncentrere sig om en ting ad gangen, så skulle han ændre på temperaturen, kunne han ikke koncentrere sig om at køre bilen. Han fik derfor inddraget kørekortet, men uden han egentlig opdagede det. Det blev sådan, at når de skulle ud og køre, så spurgte Bartha, om ikke godt hun måtte få lov til at køre bilen, da det var længe siden, hun havde prøvet det, og så fik hun lov, han kunne jo ikke huske, hvornår hun sidst havde kørt.

Hun ville ikke være plejer - hun ville være hustru. Hun fik ham så overbevist om, at de skulle flytte i en beskyttet bolig. 2 dage efter var de til visitation, hvor han blev bevilliget en plejebolig - han skrev selv under, men troede stadig, at de begge skulle flytte i en beskyttet bolig. I løbet af 2 timer fik hun 3 forskellige steder, hun kunne vælge i mellem. Hun fandt en i Funder. Hun havde primært 2 betingelser: Der skulle kun være 1 rum, så han kunne finde rundt i sit eget hjem og døren ud fra lejligheden måtte ikke være ud til en gang. I Funder var døren ud til fælles rummet. Når hun kom på besøg, så opførte hun sig, som om de var hjemme, så hun støvsugede og ligenden mens hun var der. En dag hvor de havde været ude og køre og kom tilbage til hjemmet, så Ebbe, at der stod Funder Plejehjem, men så måtte hun forklare ham, at til venstre var plejehjemmet og til højre hvor han boede var de beskyttede lejligheder, og det accepterede han. 

Man kan altid kontakte en demenskonsulent og få hjælp, uden man får startet hele den kommunale mølle op.

Der er ca. 200 forskellige typer demens.

Et par gode råd fra foredraget:

En dement bliver aldrig væk, det er vi andre, der bliver væk fra den demente.

En dement lever altid i nuet, så lad være med at spørge 'Hvordan har du det', det ved den demente ikke.

Lad være med at tale hen over hovedet på den demente, nok er man dement, men ikke døv.

Selv om man er dement har man stadig følelser, så sørg altid for, at den demente har gode og glade følelser. Lad være med at kritisere den demente eller sige, at den har du sagt 10 gange, vedkommende kan ikke huske hvorfor han/hun blev kritiseret eller at han/hun blev kritiseret, men kan huske den dårlige oplevelse og følelsen derfra.

Man oplever tit, at en dement spørger til hvor vedkommendes forældre er, lad være med at sige, at de døde da for 30 år siden - det giver en dårlig følelse, men sig i stedet, at de er på ferie, eller de er lige kørt en lille tur, eller de er ude og handle - det giver en god følelse. Barndommen vil være det sidste den demente glemmer.