Bustur til Fanø 18/8 - 21
Den store hvide VTS bus holdt klar på banegårdspladsen i Vojens og kl. 08.30 trillede den afsted med 56 forventningsfulde deltagere og chauffør Helge bag rattet. Vejret viste sig ikke fra sin bedste side, det var gråt og overskyet og det smudskede en lille smule. Kursen var sat mod Esbjerg for at nå en tidligere færge og planen var så at vi kunne få kaffe og rundstykker kort efter ankomst Fanø. Vi rundede Ribe med Domkirken til styrbord og trafikken gled roligt afsted. Efter gennemkørsel af utroligt mange rundkørsler ankom vi til Fanøfærgens kajplads (færgeleje) og efter en kort ventetid rullede vi ombord.
Efter ca. 12 minutters sejltid ramte vi Fanø og chaufføren sørgede for at vi stille og roligt rullede ind på Fanø. Det blæste en smule, så da bussen trillede ind på en P-plads ved lystbådehavnen, sørgede chaufføren for at vi kunne nyde kaffen og rundstykkerne stående i læ og i tørvejr.
En fyldt bus | Så sejler vi til Fanø | Kaffe og rundstykker i tørvejr | Kaffesnak |
Vores guide ankom og da vi havde fortæret rundstykkerne fra Bager Nielsen skulle vi vandre hen til Stormflodssøjlen for at se markeringerne af de højeste vandstande omkring Nordby. Vi fik fortalt historien derom, om digernes virkemåde sammen med sluseporte. Fra pælen vandrede vi videre til Skibsfart- og Dragtsamlingen, men det viste sig at der var mange besøgende så vi luskede lidt videre til nogle flotte stråtækte huse, hvor guiden fortalte om bygningen af husene og de krav der følger med, når der skal bygges. Vi vendte snuden mod øst og traskede hen til Skibsfarts- og Dragtsamlingen. Her kunne vi så fordybe os i skibsfartsamlingen i stueetagen og derefter kigge på Dragtsamlingen på 1. etage. Guiden fortalte om dragterne, hvornår de blev brugt i gamle dage og om hvornår de bruges nu i dag. Guiden viste fotos af sine døtre iklædt dragter. Det går de virkelig meget op i på Fanø.
Guiden fortæller om stormfloderne | Ja, vandet har stået højt nogle gange |
Stormflodssøjlen studeres | Reklameskilt på Hovedgaden |
Foran Skibsfart- og Dragtsamlingen | Dragten til ormegravning |
Så er bruden klar til at blive gift |
Efter at have fået en masse indtryk i Skibsfart- og Dragtsamlingen, som jo virker som et museum, skulle vi finde bussen, der så skulle fragte os hen til Nørby Kro, hvor frokosten skulle nydes. Vi gjorde holdt udenfor Fanø Bryghus, desværre var der ikke planlagt et besøg - mange, især blandt mændene, var lækkertørstig efter noget godt øl. Bussen fortsatte til Nørby Kro og efter at have sørget for drikkevarer (for egen regning) og velanbragt ved bordene fik vi maden serveret. Menuen var langtidsbraiseret kalvefilet i marinade af rødvin, løg, laurbærblade og rosmarin. Til dessert var der citronfromage med solbærgele som topping. Det smagte simpelt hen skønt og kødet var dejlig mørt og sovsen var virkelig god og desserten behagelig frisk og velsmagende. Nørby Kro er et besøg værdigt. Det manglende besøg på Fanø Bryghus blev kompenseret ved at mange nød det fantastiske bryg til maden.
Nørby Kro's dinner transportable? | Det gode velsmagende øl fra Fanø Bryghus |
Efter det overdådige måltid var det tid til at slå mave i bussen mens den kørte mod Sønderho. Guiden fortalte en masse om øen, især om Nordby contra Sønderho, men også om sommerhusene og om træbevoksningen. Imens trillede bussen sydpå til Sønderho i mageligt tempo.
Velankommen til Sønderho, hvor vi gjorde ophold ved den lokale brand- og redningsstation, måtte vi igen ud af bussen for at belaste benene med en lille vandretur til Sønderho Kirke, der er en "genbrugskirke" idet den er opbygget af dele fra andre kirker, bl.a. Ribe Domkirke. Kirkerummet var også specielt indrettet, som fotoet viser, så er kirken meget bred fordi der er gjort plads til kirkegængere, som f.eks. urolige konfirmander og personer, der ikke var så pænt klædt på. Disse afskærmede pladser er placeret vinkelret på de øvrige siddepladser. Der var også forholdsvis mange skibsmodeller i kirken, fotoet viser et spansk krigsskib.
Sønderho Kirke, bemærk bredden | Bemærk den brune afskærmning bagest og siddepladser bagved |
Efter det kirkelige besøg skulle vi vandre østpå til Hannes Hus. Undervejs gjorde vi flere ophold, hvor guiden orienterede om Sønderho's huse og om de gældende bestemmelser for bygning og renovering af husene, især vedr. vinduer og de stråtækte tag. Ved Hannes Hus fortalte guiden om Hanne og hendes liv. En historie om en skipperfamilie og dens sorger og glæder. Hanne har boet i huset siden 1882 med sin familie. Huset er bygget i 1770'erne og har været i familiens eje i alle årene. Karen Sørensen solgte huset til Fonden Gamle Sønderho på den betingelse, at huset skulle bevares fremover som minde om hendes mor og familien. Hannes Hus giver et godt autentisk indtryk af levevilkårene i Sønderho i slutningen af 1800-tallet, der er beskedne, men ikke fattige forhold.
Vi venter på at komme ind i Hannes Hus | Pas på hovedet, lav indgangsåbning | Datidens komfur |
Efter besøget i Hannes Hus gik vi ned til Sønderho's havn, en lille havn hvor lystbåde og mindre både godt kan anløbe. Vi betragtede stormflodssøjlen og vi kunne se, at i 1889 stod vandet helt oppe for enden af søjlen/pælen. Den gang stod vandet langt op i Sønderho. Efter et blæsende besøg ved havnen tog vi på en byvandring og guiden snakkede løs (hun var nu på hjemmebane, da hun bor i Sønderho), så vi var mange der formodede, at hun nok ikke kunne snakke så meget, når hun kom hjem - måske til hendes mands tilfredshed? Vi gjorde ophold ved en mur, hvor Sønderho's historie var malet. Virkelig mange flotte malerier på en lang perlerække - en flot graffiti ville en grafittimaler nok udtrykke det. Muren var virkelig et studie værd, så det gjorde vi så. Herefter satte vi kursen mod bussen og vel oppe i den indstillede chauffør Helge GPS'en til Nordby, hvor vi skulle tage afsked med vores udmærkede guide. Hun fik også en gevaldig klapsalve som tak for indsatsen.
Der var tid til en kaffepause, hvortil vi kunne nyde Bager Nielsens udmærkede wienerbrød. Der blev også tid til toiletbesøg. Lige som den sidste deltager var kommet ind i bussen, fik "bussemanden" pludselig travlt, da han opdagede vi kunne nå en tidligere færge. Han trådte på speederen og i farten passerede vi en sandbanke, hvor der lå omkring seks sæler og dasede (der var lavvande, så derfor var sandbanken blotlagt) - så det blev også til en kort sælsafari. Heldigvis slap chaufføren speederen så betids, at vi rullede stille og roligt ombord på færgen. Efter et kvarters tid blev vi landfast med Hovedlandet og kursen blev sat mod Vojens. Ved Ribe drejede vi af mod Fole, der tidligere var hårdt ramt af skybrud, og videre mod Gram, hvor vi passerede Gram Slot. Sonja, der var turleder, takkede for deltagelsen og takkede desuden vores chauffør Helge for en god tur. Klokken 17.30 var vi fremme ved Banegården i Vojens og en virkelig god bustur var ovre. Med ønsket om god tur hjem sagde vi mojn til hinanden.
Der skal her lyde en stor tak til chauffør Helge og VTS for et godt arrangement - det funkede bare hele dagen. Referenten takker Sonja for god planlægning og organisering af turen.
Sønderho havn | Sønderho Kro | Sønderho's historie på "graffitti" mur |
Sæler på sandbanke i Nordby |
Dennis
Sidst opdateret 12.09.2021