Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Sejltur på Haderslev Dam - referat

Naturoplevelse set fra vandsiden

Onsdag 22. maj var 34 personer plus besætning ude på en sejltur på Haderslev Dam. Vejret var fint, lettere skydække med en lille frisk vind og ingen regn. Vi mødtes ved Bispebroen nede ved kiosken ved Inderdammen kl. 11.00.

null

                                                                   Klar til ombordstigning

null

                                         Dagens program aftales med skipper (tv), guiden og Laila

null

                                                      Formanden byder velkommen

Skibsassistenten, der også var vores guide på turen, kastede fortøjningen kl. 11.05 og skipperen igangsatte det eldrevne maskineri og vi nærmede os hurtigt den første bro. Formand Laila Bossen bød velkommen til sejlturen, der nok ville vare 1½ - 2 timer. Derefter fik vi en kort introduktion i sikkerhed samt brug af redningsvestene. Det er en obligatorisk procedure på alle passagerbåde.

Vi kom godt under omkørselsvejen og ud på selve dammen. Her kunne vi se nogle store rustfri stålrør, der var banket ned i mudderet. Til hvert rør er der fastgjort en stor "badering". Vi fik at vide, at det var noget roklubberne har fået lavet så de kan lave kaproningsbaner op til 2 km lange. Vi kunne se en hel del af de rør, som er forbundet til hinanden med en wire, der er sænket ned på bunden. Når der så skal være ro stævne så trækkes wirerne op og der påsættes farvede kugler og vupti, så er banerne klar.

null

                                                             Det tidligere sygehus

Vi nærmede os det tidligere sygehus og mange af os så denne bygning fra søsiden for første gang. Vi passerede de to små øer i dammen, Granø og Mågeø. Begge øer ejes af Fuglsang. På Granø ligger der en lille hytte som nogle gange er beboet. På Mågeø er der en masse hættemåger, der normalt yngler på øen. I år er der ikke så mange som det plejer, måske på grund af fugleinfluenza. Vi passerede også det sted, hvor brødrene Berg boede. Disse to brødre forærede senere en del jord til kommunen og ved den sydvestlige ende af dammen ligger der en bådebro, der kaldes Bergs Plads. Brødrene har i samarbejde med Haderslev Turistforening skabt gode rammer for friluftslivet i området. Dambåden lagde til ved bådebroen ved Bergs Plads og efter vi var godt fortøjet kunne vi gå fra borde. Ved at følge stien op til Dyrehaven kom man op til Sophies Kilde, som er et af mange kildevæld i området omkring Haderslev Dam og har muligvis været en hellig kilde. Vandet er rent og fint at drikke, dog er vandet rigt på indhold af jern. Geheimerådens Sti går fra Haderslev og gennem Dyrehaven og videre om til restauranten Damende på nordsiden af Haderslev Dam. Stien blev anlagt i 1932 på initiativ af geheimeråd Jørgen Hansen fra Haderslev. Geheimeråd er en gammel betegnelse for en af kongens rådgivere.

null

                                                                  Anløbsbroen ved Bergs Plads

Der var mange af deltagerne, der benyttede sig af chancen til at besøge Sophies Kilde, en vandring på ca. 350 meter og lige så langt retur (sjovt nok). Efter en halv times ophold smed vi trosserne og sejlede videre. Vandreturen gav en appetit, så der blev serveret sandwich og læskedrikke medens båden rundede den vestlige ende af Haderslev Dam. Vi passerede forbi restauranten Damende og videre forbi Mågeø og Granø. Guiden fortalte historien omkring Damende og øerne.

null  null

                                             Vi skal dælme undgå at blive agterudsejlet

Stille og roligt nærmede vi os Haderslev. Vi sejlede langsomt forbi mindesmærket for damkatastrofen, der skete 8. juli 1959. Mindesmærket blev rejst på 50-års dagen for katastrofen.

null

                                                Mindesmærket for damkatastrofen

Skipperen speedede lidt mere op på elmotoren og vi nærmede os igen omfartsvejen. De, der sad ude agter på båden, skulle holde hovedet lidt nede for at undgå at blive ramt eller vippet overbord. Guiden sikrede sig at alle dukkede hovedet. Efter passage af omfartsvejen drejede skipperen skarpt til bagbord med retning mod Inderdammen, som vi så gled stille og roligt ind i og derefter nærmede vi os forsigtigt anløbsbroen ved Bispebroen.

null

                                                Vi nærmer os omfartsvejen - duk hovedet

Formanden informerede kort om de kommende arrangementer (kan læses andet sted på hjemmesiden) og takkede deltagerne for fremmøde og ønskede alle en rigtig god tur hjem - nogle kom endda helt fra Sønderborg. Vi sagde farvel til hinanden medens vi forsigtigt gik fra borde.

null

                                                Rododendron i blomst ved Inderdammen 

 

En god sejltur med hyggeligt samvær var hermed slut.

DH

 

 

 

                      

 

 

Sidst opdateret 25.06.2024