Almene boliger

Sidst redigeret den 15.01.2024

Begrebet „almene boliger“ har før heddet „sociale boliger“, altså lejede boliger hos et „socialt boligselskab“. Dette er ændret til „almen boligorganisation“, hvor lejlighederne er almene boliger.

Foruden traditionelle udlejningsboliger er de fleste ældreboliger og plejeboliger også almene boliger, se afsnittet Ældreboliger.

Lejen fastsættes så den svarer til boligafdelingens driftsbudget for ejendommen. Udlejer skal således ikke tjene på udlejningen, og lejen vil derfor ofte være billigere end for tilsvarende private lejemål.

Der er visse muligheder for lejeren til at modernisere sin lejlighed og gøre den mere ældreegnet (fx nyt køkken og bad), og nogle boligorganisationer har vedtaget regler, som giver bedre muligheder end lovgivningen. Man har som udgangspunkt også ret til at installere hjælpemidler, se afsnittet Handicapindretning.

Ønsker man en lejlighed i en almen boligorganisation, kan man blive skrevet på en venteliste mod betaling af et årligt gebyr.

Normalt kan man oplyse, om man er aktiv eller passiv boligsøgende og evt. sige nej tak, hvis man ikke ønsker en bolig lige nu og her. Sørg for at blive bekendt med vilkårene for ventelisten, herunder evt. sletning ved passivitet.

Mange husejere har svært ved at forestille sig at skulle flytte i lejlighed, og derfor bliver de ikke skrevet på venteliste. Hvis de alligevel får behov for en lejlighed, vil de stå i en vanskelig situation, fordi ventetiden på en almen bolig kan være lang for nye ansøgere.

Kommunen har ikke pligt til at skaffe almindelige boligsøgende en lejlighed, men skal primært skaffe bolig til mennesker med særlige behov.

Kommunen kan disponere over hver 4. ledige bolig (i Københavns kommune hver 3.) til mennesker med særlige behov.

Det kan fx være mennesker, der pga. sygdom ikke længere kan klare sig i deres bolig, eller enlige forsørgere, der er blevet boligløse pga. skilsmisse.

Almene boliger er ikke omfattet af lejelovens regler, men reguleres via almenlejeloven.