Reklamationsret
Sidst redigeret den 15.01.2025
Hvis en vare har en fejl eller ikke svarer til det lovede, lider den af en "mangel", som køber kan reklamere over. Man skal reklamere inden, der er gået 2 år. Reklamationsretten kan ikke frafaldes eller begrænses ved aftale (fx til at gælde i kortere tid end 2 år eller til kun at gælde en del af varen).
Reklamationsretten gælder ikke kun fysiske varer. Køb af software og digitale tjenester, fx en app, en e-bog eller abonnement på en streamingtjeneste, som man har foretaget efter 01.01.2022, er også omfattet af købelovens regler om reklamationsret.
Man skal dog sørge for at reklamere - helst skriftligt - hurtigst muligt, efter man har opdaget manglen. Hvis man reklamerer inden for 12 måneder (dog 6 måneder ved køb af levende dyr), er der en formodning for, at manglen var til stede på leveringstidspunktet, og det er sælgeren, der skal bevise, at fejlen ikke var til stede ved købet. Når perioden på 12 måneder er gået, skal sælgeren aktivt og loyalt gå ind i en undersøgelse af varen, men man skal som kunde nu kunne bevise, at manglen var der allerede, da man fik leveret varen.
Reklamationsretten gælder ikke fejl, der skyldes almindeligt slid og ælde eller forkert brug af produktet. Går varen i stykker ved sædvanligt brug, hvor man kunne forvente bedre holdbarhed, vil det være en mangel, selvom varen ikke var i stykker, da man fik den.
Reklamerer man i tide, har man ret til at kræve manglen afhjulpet.
Udgangspunktet er, at sælgeren har et til to forsøg til at afhjælpe manglen. I særlige situationer, fx hvor fejlen er kompliceret at udbedre, eller der er tale om en tilbagevendende fejl, som er svær at lokalisere, kan sælgeren have ret til flere forsøg. En afhjælpning må ikke forringe varens værdi og skal være udført, så man ikke kan se, at varen er repareret.
Hvis en afhjælpning har karakter af en ombytning eller udskiftning af en væsentlig del af varen, vil der løbe en ny 2-årig reklamationsfrist på varen eller den udskiftede del.
Hvis sælger ikke afhjælper manglen eller bytter varen, kan man få en ny vare, som skal være magen til den, man købte. Man kan komme ud for, at sælgeren tilbyder en nyere model, hvis den oprindelige vare ikke længere kan skaffes, men man bestemmer selv, om man vil tage imod det tilbud.
Nogle virksomheder - især inden for elektronikbranchen - vil kun undersøge produktet for mangler, hvis man betaler for undersøgelsen, såfremt det viser sig, at der ikke er en mangel ved produktet. Forhandleren må godt opkræve undersøgelsesgebyr, hvis der på forhånd er oplyst om gebyret, og man har accepteret det. Information om undersøgelsesgebyret vil typisk fremgå af det dokument, man skal underskrive, når varen indleveres til undersøgelse. Så læs det med småt, før der skrives under.
Ved bestilling af tjenesteydelser, kan man komme med indsigelser i op til 3 år, efter den er udført. Man skal kunne bevise, at ydelsen var mangelfuld.
Garantier
Garanti er ikke det samme som reklamationsret. Garanti gives af sælger og/eller producenten, og det er frivilligt for den erhvervsdrivende, om der gives garanti for varen, og hvor omfattende garantien skal være. En garanti erstatter ikke reklamationsretten, men løber samtidig med den.
Klager
Se hvordan man klager over køb af en vare eller tjenesteydelse i afsnittet Det offentlige forbrugerklagesystem samt private klage- og ankenævn i kapitlet Rådgivnings- og Klagenøgle.
Indhold hentes