Hjemmebesøg - forebyggende

Sidst redigeret den 15.01.2024

Hjemmebesøg er en forebyggende og sundhedsfremmende indsats, der skal medvirke til, at ældre oplever større trivsel og tryghed i hverdagen og imødegå ensomhed. Ved hjemmebesøgene, som foretages af forebyggelseskonsulenter, får den ældre råd og vejledning om aktiviteter og støtte muligheder.

Kommunen skal tilbyde et hjemmebesøg til borgere, der bor alene, i det år de fylder 70 år.

Kommunen skal tilbyde alle borgere, der bor i kommunen, et forebyggende hjemmebesøg i det år, de fylder 75 år.

Borgere, der er fyldt 80 år, skal have tilbudt et forebyggende hjemmebesøg.

Borgere, der er fyldt 82 år og ældre, skal have tilbudt ét forebyggende hjemmebesøg om året.

Borgere i alderen 65 - 81 år, der er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk funktionsevne, skal have forebyggende hjemmebesøg efter behov. Der kan f.eks. være tale om borgere, som

• er i en vanskelig livssituation
• har været igennem belastende livsforandrende begivenheder, fx tab af ægtefælle
• er udskrevet fra hospitalet
• har et overforbrug af alkohol
• har sansetab
• i særlig grad er isoleret.

Der er ikke pligt til at udføre forebyggende hjemmebesøg hos borgere, der allerede modtager både personlig pleje og praktisk hjælp. Hvis kommunen undtager denne gruppe, så har den en forpligtelse til at være opmærksom på, om der er behov for at igangsætte særlige tiltag eller tilbyde forebyggende hjemmebesøg til den enkelte borger i denne gruppe.

Tilbud om forebyggende hjemmebesøg skal gives ved direkte henvendelse til den enkelte borger, hvad enten det er et besøg i borgerens hjem eller et kollektivt tilbud.

Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet.

Efter behov kan der vejledes om social- eller sundhedsområdets tilbud, hjemmehjælp, hjælpemidler, boligændring og visiteret boligskift, dagcentre og daghjem mm.

Indhold hentes