Pensionistlån (Indefrysning af grundskyld)

Sidst redigeret den 15.01.2024

Pensionister og efterlønsmodtagere har en særlig mulighed for at optage lån til betaling af grundskylden på deres ejendom (tidl. indefrysning af grundskyld). Låneordningen lå tidligere i kommunerne, men fra 1.1.2024 overgår ordningen til staten/skatteforvaltningen. Vilkårene for ordningen er i hovedtræk de samme.

Ejeren eller ægtefællen skal have fast bopæl i Danmark eller i et land, hvorfra Skattestyrelsen kan indhente oplysninger om ejerens eller ægtefællens indkomstforhold, på det tidspunkt, hvor boligskatterne, herunder grundskylden, skal betales. Desuden skal pågældende opfylde en af de nedenfor nævnte betingelser

  • have nået folkepensionsalderen
  • modtage social pension (bl.a. folkepension, førtidspension og seniorpension)
  • modtage efterløn.

Herudover skal ejendommen benyttes til beboelse eller fritidsbeboelse af ejeren eller dennes ægtefælle. Det kræves ikke, at ægtefællen er med på ejendommens skøde, og indtægts- og formueforhold har ikke betydning for retten til lånet.

Har man både parcelhus/ejerlejlighed og sommerhus, kan man kun få lån til betaling af grundskyld i én af ejendommene. 

Hvis man allerede har et pensionistlån
Hvis man har et aktivt pensionistlån i kommunen, vil Skatteforvaltningen automatisk oprette et nyt lån, når staten overtager låneordningen i 2024. Det nye lån vil gælde for skatteåret 2024. Skatteforvaltningen vil på et senere tidspunkt tinglyse sikkerhed for lånet. Når skatteåret 2024 er slut, vil det endelige lån til grundskyld blive stiftet, og herefter vil det fremgå af en personlig låneoversigt på TastSelv på www.skat.dk.

Gamle pensionistlån bliver hos kommunen
Alle pensionistlån hos kommunerne bliver standset, når Skatteforvaltningen overtager låneordningen den 1. januar 2024. Lånene sættes i bero, men der vil fortsat komme renter på. Man skal dog ikke betale lån eller renter tilbage, før man evt. sælger den ejendom, man har lån i. Hvis man vil have overblik over sine lån frem til 2024, skal man derfor kontakte den kommune, der har bevilget lånet.

Nye pensionistlån fra 1.1.2024
Man ansøger om pensionistlån via TastSelv på www.skat.dk. Hvis man ejer ejendommen sammen med andre, skal de give samtykke til oprettelse af lånet. Det gælder også en ægtefælle, uanset om ægtefællen er medejer eller ej.

Skatteforvaltningen skal have pant i den ejendom, man søger lånet i. Det sker via tinglysning af et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev, hvor der stilles sikkerhed i friværdien af den seneste offentligt fastsatte ejendomsværdi. Det er således ikke muligt at optage pensionistlån, hvis der ikke er friværdi i ens ejendom i forhold til den offentlige vurdering. Skatteforvaltningen sørger for tinglysningen.

Når man har lånt op til 95% af den tinglyste sikkerhed i ejendommen, får man automatisk besked om, at lånet skal fornys.

Lånet forrentes med en årligt fastsat rentesats baseret på markedsrente. Fra 1.1.2024 er renten 3,57%. Ved indfrielse af lån med påløbne renter, ydes et nedslag på 25% af renter, der er påløbet efter 1.1.2011.

Lånet vil ikke blive krævet indfriet hverken helt eller delvis, selvom den offentlige ejendomsværdi skulle blive sat ned efter optagelsen af lånet, hvorved sikkerheden ikke længere er indenfor den nye vurdering.

Man kan til enhver tid helt eller delvist indfri sit pensionistlån. Hvis man ønsker det, kan man også stoppe pensionistlånet uden at skulle tilbagebetale det beløb, man allerede har lånt.

Lånet forfalder til betaling ved hel eller delvist salg eller anden overdragelse af huset, men ikke hvis en ægtefælle ved arv overtager huset eller vælger at sidde i uskiftet bo. Ved en ejerægtefælles død er det dog en betingelse for fortsat indefrysning, at den længstlevende ægtefælle får tinglyst skifteretsattesten som sin adkomst.

Der kan ikke både opnås lån til betaling af grundskyld og boligydelseslån. I tvivlstilfælde bør man derfor undersøge nærmere hvilken ordning, der er mest fordelagtig i den konkrete situation.

Indhold hentes