Gå-med-i-byen Klub60+
Mandag den 4. november 2024:
Søndag den 24. november holder vi den sidste café-slabberas i år. Men jeg håber da, at I har lyst til at fortsætte i 2025. Det er jo blevet en tradition efterhånden at mødes den sidste søndag i måneden mellem kl. 14 og 16 på Café Lava ved åen i Aarhus. Det er uformelt - uden tilmelding, man kommer bare - det er hyggeligt, og man møder nye jævnaldrende.
Jeg kan forstå, at en lille spise-sammen gruppe er opstået i forlængelse af café-søndagene, og det er præcis sådan noget, vi skal have mere af: Flere små spise-sammen fællesskaber, flere gå-i-byen-ture sammen med andre, biografture, koncerter, teaterture (læs længere nede om Kristian, som har styr på alt, hvad der rører sig af teater i byen). Og det er jo ikke altid, de gamle venner har tid eller lyst - derfor er det godt at have et helt uformelt netværk af jævnaldrende, der også gerne vil lidt ud af huset :-).
Hvis du er ny læser på denne hjemmeside, så rul eventuelt ned i bunden og læs opad om gå-i-byen initiativet. Du kan følge med ved at deltage i vores Facebook-gruppe, som hedder "Gå i byen med Aarhus Midt" Af og til kommer der også et par linjer i nyhedsbrevet fra Ældre Sagen i Aarhus.
Vi ses derude!
Med venlig hilsen fra Zitha - bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen, Midt.
Torsdag den 29. august 2024:
NU er vi på Facebook!
Facebook-gruppen med titlen "Gå i byen med Aarhus Midt" er åben, og du kan nu lægge dine ideer til aktiviteter og oplevelser ind - OG du kan følge med i de - forhåbentlig mange - gode ideer til aktiviteter og oplevelser, som andre gruppemedlemmer slår op. Nu skal vi have realiseret de mange gode ideer og forslag, som I sidder med. Vi skal ud af huset, ud i byen!
Der kan måske opstå lidt ventetid med hensyn til godkendelse, når du melder dig ind i gruppen. Det står jeg for (Zitha Olsen), og jeg vil gøre mit bedste for at følge med på siden, så du ikke skal vente længe på godkendelse. Men jeg er (også) kun et menneske, så vær tålmodig :-).
Nyheden om Facebook-gruppen kommer ud i et af de kommende nyhedsbreve fra vores lokalafdeling af Ældre Sagen, så så mange som muligt kan få et tip om at følge med i hvad der foregår i Gå-med-i-byen initiativet. Husk, at dette er et helt uformelt forum for livsglade seniorer!
Næste søndags-hygge-sludre-eftermiddag er søndag den 29. september, som vanligt på Café Lava ved åen i Aarhus. Vi har reserveret pladser fra kl. 14 og et par timer frem. Du kommer bare. Der er ingen tilmelding. Og du går igen, når det passer dig:-).
Men forinden ligger festugen jo foran os, så kom frit frem med forslag til noget, vi kan opleve sammen.
Vi ses derude! Mvh Zitha
PS: Hvis du tænker "hvad i alverden er det her for noget...," så rul helt ned i bunden af denne side og begynd der med at læse :-).
Mandag den 29. juli 2024:
Fremover mødes vi på Café Lava ved åen i Aarhus hver den sidste søndag i måneden fra ca 14-16.
Sådan, det er nu en tradition :-) Så behøver vi ikke bakse med datoer og tidspunkter hver gang. Den snes stykker af os, som mødtes på Lava i går, søndag den 28. juli, til eftermiddagshygge, nikkede til forslaget, som Ghita havde stillet. (Ghita har siden første cafe-slabberas stået for at reservere borde på Lava.)
Vores Facebook er næsten færdig. Ældre Sagens kommunikationsafdeling i København har sat den op, og nu skal der lige justeres lidt, så går vi i luften. Det bliver godt, at I alle kan skrive forslag til dit og dat, lige når det passer jer.
Det nye program fra Biografklub Danmark er klar. Se det her https://www.biografklubdanmark.dk/ Jeg tror, det bliver én af de ting, vi får glæde af med en Facebook: Lige at kunne kaste et forslag til en filmeftermiddag ind.
Der var én af søndagsgæsterne, som talte om ture til Samsø her i sensommeren, men jeg fik ikke noteret om hvordan og hvornår... Send mig et par linjer, hvis du ser dette. Rul ned i bunden af denne side og find linket til min email-adresse :-)
Og alle: Skriv til mig, hvis jeg skal formidle videre her - indtil vi får Facebookén op at køre :-)
Næste café-slabberas på Lava er søndag den 25. august kl. 14. (Der er jeg på vej hjem fra Tønder Festival :-))
Bedste hilsner fra Zitha
Onsdag den 3. juli 2024:
Igen et hyggelig cafébesøg på Lava i søndags :-). Der er gået ferie i den, og vi var "kun" godt en snes stykker, men snakken gik, og det er hovedsagen. Jeg glemte at videregive en sommer-hilsen fra Elisabeth. Det er hermed gjort.
Det var fjerde gang, vi mødtes til café-slabberas, og det ligner efterhånden en dejlig sidste-søndag-i-måneden tradition.
Jeg er i kontakt med Ældre Sagens kommunikationsafdeling i København om at skabe et Facebook-forum til os. En privat gruppe, hvor alle, som optages i gruppen, kan lægge deres ideer og forslag til aktiviteter ind. Efter ferieperioden går arbejdet videre, og I vil kunne følge med her på denne hjemmeside.
I mellemtiden, så skriv til mig, hvis I har forslag. Så lægger jeg det herind. (Bemærk beskeden under datoen Torsdag den 27. juni 2024.)
Vi ses igen søndag den 28. juli kl. 14 på Lava. Kom glad, nye og "gamle" - der er altid plads til flere :-)
Sommerhilsner fra Zitha
Torsdag den 27. juni 2024:
VIGTIGT: Fra bunden af denne side kan I sende emails til mig ved at klikke på mit navn. Der er dog også et andet navn lige over mit (Per Kristian Møller), og det er desværre en af de fejl, som af og til dukker op på vores hjemmeside... Så: Det er KUN mig, som I skal skrive til... Per har ikke noget med vores projekt at gøre :-)
Vi ses på søndag kl. 14 på Lava :-)
Lørdag den 8. juni kl. 12:50:
Jeg kommer IKKE til opera i det fri i Skanseparken i eftermiddag. Vejrudsigten lyder på regn, regn, regn. Vi finde på noget andet... sommeren kommer vel igen :-). God weekend! Mvh Zitha
31. maj 2024:
26 af os deltog i café-hygge-arrangementet den 26. maj - deraf 5 mænd... Masser af god snak :-). Næste café-tur er søndag den 30. juni kl. 14 på Café Lava ved åen - igen, for vi får super-service og god plads. Kom glad!
Der var et par stykker, som snakkede om gå-ture, så hvis nogen har en ide til sådan en, så send info til mig (Zitha - rul helt ned i bunden af denne side og klik på linket med mit navn), så lægger jeg den herind på denne hjemmeside.
Der var også en opfordring til at holde øje med Folkestedets Venner, som laver masser af interessante arrangementer på Folkestedet i Carl Blochs Gade 28. Find dem på folkestedetsvenner.dk. Jeg tænker, at vi nok skal have en Facebook inden længe, og så bliver det nemt at poste et lyn-opslag a la: "Hvem vil med på onsdag til...." Og så er det jo bare at møde op. Jeg vil fortsat opdatere på denne hjemmeside, men den egner sig jo ikke rigtig til de der hurtig-opslag...
Husk: Opera i Skanseparken lørdag den 8. juni kl. 15-17. Der er gratis adgang, man må medbringe dit og dat (fx. stol), men i år man kan også købe mad mv på stedet. Forestil dig, at du står PÅ scenen og kigger ud over publikum. Kig skråt til højre. Dér sidder jeg, Zitha, på en festivalstol iført sort hat med to røde fjer. Jeg har et skrigende lysegrønt tæppe over skuldrene og lidt bobler i et medbragt glas. Og nej, jeg er der IKKE, hvis det regner! Læs mere her: https://jyske-opera.dk/forestillinger/opera-i-parken/ Det er et megadejligt arrangement, uanset om man har forstand på opera eller ej.
Jeg kan også hilse fra Bente og sige, at der stadig er plads til flere, som har lyst til at være med i en rejse-gruppe. Skriv til hende og vær med til at finde på noget :-)
Vi mangler jo også en, som vil være tovholder på noget gå-med-i-byen-og-spis - mange er interesserede...
NB: Nu kan man komme ind på denne side via https://www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/aarhus (Søg på Ældre Sagen Aarhus på Google)
Derefter ruller I ned til Aarhus Midt (Der er et foto af bygningen) og klikker jer ind. Så lander I på siden Aktiviteter i Aarhus.
Rul ned til Gå-med-i-byen Klub60+ og klik på Læs mere. Bum, så lander i her på denne side :-)
23.april 2024:
Søndag-eftermiddags-café-hygge - vi gør det igen, og vi skal se opera i Skanseparken og meget mere!
Læs også, hvordan du holder dig orienteret om, hvad der foregår.
Søndag den 21. april mødtes godt 30 medlemmer af Ældre Sagen Aarhus til en hyggelig eftermiddags-café-slaberads på Café Lava ved åen i Aarhus. Snakken gik lystigt, og der var ingen sure miner, selvom pladsen var liiidt trang. Og vi gør det igen:
Næste café-møde bliver søndag den 26. maj kl. 14 – 16. Det bliver samme sted! Cafe Lava lovede nemlig at reservere hele arealet til venstre for baren i det store rum, så vi får god plads.
Husk, at du bare kan komme. Der er ingen tilmelding, og man skal ikke melde afbud. Dette gå-med-i-byen initiativ er ”bare” et helt uformelt tilbud til glade, nysgerrige mennesker, som har lyst til at gå lidt mere ud og til at møde nye mennesker.
Fremover kan du følge med i hvad der foregår, ved at holde øje med netop denne side på Ældre Sagens hjemmeside. Der kommer ikke nødvendigvis information om nye gå-med-i-byen tiltag i alle Ældre Sagen Aarhus´s nyhedsbreve, for vi kan ikke få plads der, hver gang nyhedsbrevet udsendes, så derfor skal du selv holde øje med denne side for at være opdateret.
Kopiér evt. linket og sæt det ind et sted, du kan finde det igen, for der er desværre problemer med søgeværktøjet på hjemmesidens forside... Kort sagt, så virker det ikke... MEN Google virker, så der kan du søge på Gå-med-i-byen Klub60+ og få link direkte herind på vores side :-)
Denne side bliver opdateret af mig, Zitha, som har adgang til den når-som-helst, så skriv til mig, når I vil have noget ud. Skriv til mig på email - se nederst på siden.
Husk at skrive HVAD, HVOR, HVORNÅR samt eventuelt et navn + mailadresse eller telefonnummer, hvis der er en kontaktperson.
På Lava kom der følgende ideer på bordet:
Rejsegruppe – kontaktperson: Bente. Syv personer meldte, at de er interesserede, og hvis du også tænker, at det kunne da være en ide, så klik på linket og skriv til Bente. Alle jer syv, der viste interesse på Lava, skal venligst også tage direkte kontakt til Bente.
Spisegruppe – indtil videre ingen kontaktperson. Der var ca. 10 personer, som viste interesse på Lava – flest for frokost-spisning, men der var også interesse for aften-spisning. Nok klogt at bestille bord, så det vil være godt med en kontaktperson til hvert arrangement. Behøver jo ikke være den samme hver gang. Er der nogen, som melder sig til at tage imod tilmeldinger og bestille bord til et første arrangement?
Bridge-klub – kontaktperson: Børge, klik på linket og skriv til ham.
Når / hvis der kommer konkrete forslag fra de to-tre grupper, som de gerne vil have ud til alle, så tager jeg imod og lægger dem ind her på siden, så flere kan få mulighed for at melde sig til. Hvis det er det, grupperne vil… for det står jo alle frit for at arrangere sig, som man vil.
Og husk, at man også bare kan melde ud om enkeltstående begivenheder: At man for eksempel går i biffen for at se dén film på dén dato klokken dit eller dat, og hvis nogen vil med, så køb en billet og mød op en time før til en kop eller et glas og bliv hængende efter filmen til en sludder. Uden kontaktperson, tilmelding eller noget som helst. Så vil det jo vise sig, om der dukker nogen op :-)
Apropos film: Tænker du, at det kunne være fint med en slags gruppe, hvor man indbyrdes kan aftale at "Gå i biffen" og se en film med jævne mellemrum, så overvej, om du vil være tovholder på sådan en gruppe. Skriv til Zitha med email-adresse og/eller telefonnummer, så kommer det ud her på hjemmesiden.
Opera i Skanseparken? Ja, det skal vi da. Forestil dig, at du står PÅ scenen og kigger ud over publikum. Kig skråt til højre. Dér sidder jeg, Zitha, på en festivalstol iført sort hat med to røde fjer. Jeg har et skrigende lysegrønt tæppe over skuldrene. Og nej, jeg er der IKKE, hvis det regner! (Klik på linket og læs om forestillingen og se fotos fra tidligere år).
Teater?: Så er det så heldigt, at en af os, Kristian, allerede nu har gang i en kreds af teater-interesserede, og han har styr på, hvad der vises hvor og hvornår. Teatersæsonen går på hæld nu, men der kommer jo en ny, så klik på linket (hans navn) og skriv til ham, hvis du vil være med i den kreds. Kristian interesserer sig også for ferniseringer og galleriet generelt, måske interesserer det også dig... :-)
29. marts 2024:
Gå-i-byen-interesserede mødes næste gang ved åen
Søndag den 21. april kl. 14 - ca.16 mødes vi på Café Lava, Åboulevarden 22. Ingen tilmelding. Men da vi var ca. 30 på Stiften den 17. marts, er der for en sikkerheds skyld reserveret en god snes pladser og tjener Kenneth er orienteret om, at vi ikke kender det endelige antal. Tre deltagere har et udspil med til, hvordan vi fremover kommunikerer og sætter de gode ideer i spil. Kom glad! Indtil da: Ideer og kommentarer til Zitha (rul ned).
Skal-vi-gå-i-byen
Medlemsmødet blev en succes, nu sætter vi i gang!
26 medlemmer deltog med glimrende ideer på medlemsmødet onsdag eftermiddag den 21. februar i Vester Allé. Nu skal vi organisere os med et kontakt-forum, hvor ideer og interesserede medlemmer kan mødes.
Tre medlemmer besluttede på stedet at indkalde til søndagshygge den 17. marts kl. 14 på Café Stiften på Banegårdspladsen i Aarhus. Så kom og mød nye mennesker over en kaffe eller et glas vin. Ingen tilmelding.
På medlemsmødet fik vi alle ideerne på tavlen, og vi talte om kontaktmuligheder: Facebook, mailingliste, nyhedsbrev, NemTilmeld mv.
Vi besluttede i første omgang at lave et lille start-op-udvalg på 3-7 medlemmer, som påtager sig opgaven at søsætte et kontakt-forum af den ene eller anden slags.
Her er nogle af de ideer, som kom på tavlen på medlemsmødet:
- Fælles frokoster / brunch, indendørs eller udendørs, fx medbring din egen madpakke – måske med en gåtur efterfølgende.
- Gå-med-i-byen til koncerter, gallerier, film, udstillinger, skuespil, ballet, Fed Fredag, festivaler, Folkestedet, Karma Klubben...
- Dans – på et spillested, måske arrangeret af os selv; med spillemand, med instruktør (tango, salsa…?), med en DJ, 60er-fest
- Rejseklub: Weekend-, endags- eller flerdagesture, ind- og udland. Bus – tog – cykel...
Sidst opdateret 19.12.2024