OBS! Nyt fra Demensvenligt Danmark
Skal du stemme til Europaparlamentsvalget på søndag? Så tag demenssymbolet med til valg! Hvis du lever med demens, er du selvfølgelig helt klar over, at det at afgive sin stemme kan være en udfordring - der er meget man skal formulere, huske, overskue og holde styr på.
Hos Demensvenligt Danmark er vi begejstrede over, at der nu er blevet lyttet til vores ønske om at give mennesker med demens en ekstra håndsrækning i forbindelse med valghandlingen.
Konkret er det i forbindelse med søndagens valg skrevet direkte ind i vejledningen til valgstederne, at:
1) de skal være særligt opmærksomme på vælgere, der bærer demenssymbolet og vide, hvordan man bedst møder og hjælper disse vælgere.
2) demenssymbolet "Håndsrækningen" nu giver mennesker med demens ret til at få en personligt udpeget hjælper med i stemmeboksen. Tidligere krævede det en lægeerklæring eller lignende dokumentation, men i dag er det nok, at du viser demenssymbolet og mundtligt "udtrykkeligt og utvetydigt" tilkendegiver ønsket om at have din egen hjælper med.
Hurra for denne nye mulighed for mennesker med demens, og den øgede opmærksomhed på demensvenlighed ved valgstederne!
Del gerne, så flere bliver opmærksomme på denne vigtige rettighed og husker at tage demenssymbolet med!
Sidst opdateret 09.06.2024