Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

På travetur med Ældre Sagen Bornholm

14. september 2022.
Onsdag 14. september 2022 gik Ældre Sagen Bornholms travetur til Ekkodalen, hvor vi mødtes ved Ekkodalens p-plads.

Ældre Sagen Bornholm, travetur

Georg Ask Marker var med som guide. Han var en glimrende fortæller, hvilket alle godt fyrre deltagere nød godt af (foto: Margrit Skott).

 

Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm

Vi havde Georg Ask Marker fra Naturstyrelsen som guide. Han var en glimrende fortæller og havde desuden hjælp fra et lille forstærkeranlæg, så alle godt fyrre deltagere kunne følge med. Vejret så lidt truende ud, men vejrudsigten havde lovet sol senere. Vi passerede statuen af P.C. Trandberg, en frafalden præst, der forlod folkekirken og stiftede en frimenighed. Han blev derfor forvist til privat jord.

Kaffekagehuset
Turen gik videre hen til den lange let snoede gangsti over mod den stejle trappe. Vi gik dog i stedet op til Jægerhuset, som nu er under restaurering. Det er blevet åbnet for alle og kaldes derfor ”Kaffekagehuset” (ikke at forveksle med Lagkagehuset) med høflig selvbetjening.

Georg Ask Marker fortalte om Major Herman Müllers gravsten af sandsten, som ligger bag huset (navnet Møller havde måske passet bedre til Ekkodalens ry). Her hørte vi også om genoprettelsen af Vallensgårdsmosen.

Omlægning af åen
Vi endte ved Læsåen, hvor Georg Ask Marker fortalte om omlægningen af åen i forbindelse med naturgenopretningen. Vi gik en anden vej tilbage, hvor vi fik en historie om en sten, som Christian 9. vistnok havde siddet på i 1901.

Efter en overskuelig tur på to kilometer, kom vi tilbage til P-pladsen. Vejrudsigten havde ret. Vi kunne nu nyde vores medbragte kaffe i dejligt solskin og snakke om den fine tur.

Sidst opdateret 22.12.2023