Månedens musik: Bach og Goldberg
Jesper Jørgensen fortæller om Bachs storværk Goldbergvariationerne – musiklitteraturens største cembaloværk.
Jesper Jørgensen fortæller om Bachs storværk Goldbergvariationerne – musiklitteraturens største cembaloværk. |
Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm
”Det var dog et fantastisk lokale, I har her”, sagde Ældre Sagens foredragsholder, Jesper Jørgensen, som den 27. april 2022 lige havde afsluttet sit foredrag om Bachs Goldberg-Variationer. ”Bibliotekets musikanlæg har en fantastisk lyd, kanonen virker til perfektion og her er de fineste mørklægningsgardiner”. Så foredragsholderen var tilfreds, og det var publikum så sandeligt også.
Hertuger, konger - og Goldberg
Selvom emnet var smalt og vejret godt, kom der alligevel 25 publikummere, som var overordentligt tilfredse.
Det VAR også et spændende foredrag med billeder og fortællinger om Bach, hans ”arbejdsgivere”, hertuger og konger og så selvfølgelig Goldberg selv. Her kom mørklækningsgardinerne til deres ret, da billederne på lærredet var den eneste lyskilde – og så Jesper Jørgensens lygte, så han kunne administrere anlægget.
Goldberg-Variationerne, som består af 32 satser på hver 32 takter, blev analyseret med et par nodeeksempler og mange lydeksempler, og her var det vigtigt med det gode lydanlæg.
Begejstring og ekspertice
Jesper Jørgensen fortryllede os med sin egen begejstring og ekspertise og førte os rundt i de mange fortolkninger og instrumenteringer af værket, som Bach jo skrev for cembalo. Men den er bl.a. blevet arrangeret for tre violiner, tre klarinetter (begge arrangeret af Jesper Jørgensen), harpe og messingkvintet, som vi alle hørte eksempler af.
Én fra publikum mente, at Bach da også er rytmisk, hvilket gav Jesper Jørgensen mulighed for at tale om rytmisk klassisk musik. Det blev da også i den grad understreget af en besætning, bestående af klaver, bas og trommer, Jacques Loussier Trio.
Foredraget blev indledt og afrundet med fællessang med forårssange, som Jesper Jørgensen akkompagnerede på violin.
Flere gav udtryk for, at denne slags foredrag burde der være flere af i Ældre Sagen.
Sidst opdateret 22.12.2023