Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm.

”Værsgo’, så er ordet dit”, sagde undertegnede til Mette Absalon. Det var sådan set ikke helt forkert sagt, for Mette Absalon synger ikke bare, hun fortæller og fortolker. Hendes stemme er klar, og hvert ord kan forstås. Hun synger det fineste svensk, det smukkeste engelsk og så endda fransk (Autumn Leaves), så selv en franskmand ville kunne forstå det. At Mette så er nødt til at bruge lydskrift og ikke forstår så meget selv, har ingen betydning for publikums fornøjelse. Og publikummer var der mange af, over 120, så der skulle luftes godt ud i pausen.
Mette Absalon blev akkompagneret af Henrik Salinas, som er en gudsbenådet guitarist. Udover at han støtter Mette på fineste vis, er hans eget spil smukt og virtuost. Der var af og til nogle uventede, spændende akkorder, og der var til stadighed et fantastisk fingerspil.
Deres samspil er så udviklet, at nogle mente, at de måtte være gift. Mette forklarede, at de er gift i musikken og faktisk har været det i mange år, men i det private liv har de hver sin partner.

Helt forbavset
Første halvdel sværmede om det svenske. Til både Cornelis Vreeswijks ”Deidres Samba” og Monica Zetterlunds ”Sakta vi gå genom stan”, som i øvrigt blev modtaget af et tilfredshedens suk, blev publikum opfordret til at synge med, og det gjorde de sandelig. Mette Absalon så helt forbavset ud første gang. 
Der var også gode amerikanske kendinger som ”Angel Eyes”, ”God Bless the Child”, ”Fly Me to the Moon” og ”Cry Me a River”. Men der var også den (for undertegnede) ret ukendte Snow Patrols ”Chasing Cars”.

Vi fik lidt amerikansk cowboymusik. Vi hørte Dolly Partons ”Jolene”, hvor Henrik Salinas påstod, at Dolly Parton har noget, som Mette Absalon ikke har. Undertegnede vidste ikke helt, hvad han hentydede til, men det kunne ikke være stemmen, for Mette Absalon sang ”Jolene” dejligt med sin indfølte, lækre stemme.
Der kan skrives meget om mange af de andre sange, men vi må erindre begrænsningens kunst.

Måtte pakke ud igen
Publikum takkede for musikken med stående applaus og krævede et ekstranummer. Det havde de to musikere vist ikke regnet med, for de havde pakket sammen og måtte så pakke ud igen. Vi fik Cindy Laupers ”The Time after Time” med adskillige breaks, hvor publikum hver gang fejlagtigt begyndte at klappe. 
Publikum var begejstret, og det var undertegnede også.

Men det bør jo også gentages, at Absalon og Salinas, samt foredraget om Weyse med Jan Nicolajsen og Kenn Therkelsen fra 28. september 2022 var de to arrangementer, som for to år siden gav undertegnede idéen til Månedens Musik.