Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm

Det er første gang Månedens Musik har haft en kunstner uden bornholmsk tilknytning. Til gengæld blev Italien, Argentina og Jylland inddraget igennem en spændende familiekrønnike, knyttet til de dejligste sange.

Ikke flere pladser
Det er også første gang, at nogle fik besked om, at der ikke var flere pladser. Dette er dobbelt ærgerligt, da nogle af dem, som meldte sig til hos Margrit Skott, ikke dukkede op.
Men de 130 tilhørere kunne glæde sig over at høre Marco Martiris første sang, som han akkompagnerede med sin guitar, ”Parla Piu Piano”, bedre kendt som The Godfather Song. 
Med den næste sang, ”O sole mio”, som ikke betyder ”min eneste”, men ”min lille sol” viste Marco Martiri sin kæmpe stemme, idet man ikke kunne høre forskel, om han sang ind i mirofonen eller befandt sig to meter fra den.

Herefter begyndte fortællingen. Hans mor, Johanne, er fra Jylland. Hun tog til Italien og mødte Ferdinando og fik straks en tur på hans røde Vespa. Men han måtte afsted til Argentina, hvorefter Johanne skaffede sig penge til flybilletten fra Danmark til en værdi i dag af 57.000 kr. Ja, den kærlighed. Faren havde oprettet en fabrik, der lavede skumgummi. Fabrikken eksploderede, da Marco var 4. Tre år senere tog Johanne Marco og hans lillebror med hjem til Jylland, men Marco blev træt af, at man skulle spise tre kartofler for at få én frikadelle, så han rejste tilbage til Argentina.

Senere tog han en læreruddannelse i Danmark, sang sydamerikanske sange på spansk, indtil han i 2010’erne fik sangundervisning af rigtige operasangere. I 2017 sprang han ud som smeltende italiensk smørtenor. 

Smuk operastemme
Her på biblioteket gik han i kast med hertugens sang i Rigoletto, ”Questa o Quella”, men indrømmede, at han aldrig havde set operaen. Det var også klart, da han forsøgte at referere handlingen, men arien var smukt sunget.
Til ”Questa o Quella” ligesom til ”Nessun Dorma” fra Turandot, blev hans smukke operastemme akkompagneret af et operaorkester frembragt på hans anlæg.
Det fungerede forbløffende godt – næsten hele tiden.
Vi fik også to dejlige sange på spansk, som Martiri selvfølgelig også beherskede fuldt ud, nemlig guitarværket ”Aranjuez” af Joaquin Rodrigo, her for tenor, og ”Granada”.

Den røde tråd
Som en rød tråd igennem hele fortællingen var familiens hus i Italien fra det 17. århundrede. Familien har igennem alle tider været sikker på, at der var begravet en skat. Mange gik forfærdeligt meget igennem for at finde den, men det lykkedes aldrig. Vi hørte også meget om det gaskomfur, bedstefaren skabte i 1908. Men den historie vil ikke blive genfortalt her.

Det næstsidste nummer var i den mere populære genre, nemlig Melodi Grand Prix-nummeret fra 1958, ”Volare”, den som vi kender som ”I dag, der er jeg så glad – for i morgen, der skal jeg i bad”. Men publikum sang med på den italienske tekst! 
Som sidste nummer fik vi, meget passende, ”Con te Partiro” eller på engelsk ”Time to Say Goodbye” med fuldt orkester. Marco Martiri havde givet sig så fuldt hen, at han et øjeblik ikke helt kunne følge med orkestret.
Det generede nu ikke publikum, for da sangen var endt, rejste publikum sig prompte og gav en stående, langvarig applaus. Det resulterede i ekstranummeret, ”Caruso”, hvis titel er opkaldt efter operastjernen Caruso.

Det var en meget passende afslutning på en herlig eftermiddag i Månedens Musiks regi.