Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm

Lillian Hjorth-Westh indledte med ordene: ”Når der er så mange, jeg kender, bliver jeg nervøs”.

Bind for øjnene
Men Joel Pepke hjalp hende, idet hun introducerede Sigfred Pedersen og ham med at sige, at Joel Pepke kendte ”Katinka” så godt, at han kunne spille den med bind for øjnene. Så det gjorde han! Og publikum sang! Lillian Hjorth-Westh førte os igennem Sigfred Pedersens overraskende og spændende liv. Han kunne læse som 4-årig, fordi han snød sig til at følge morens undervisning af storebroren. Han skrev sit første digt som 6-årig og kom siden i gymnasiet, som kun få fra det nordvestlige Fyn. Han bestod uden at sige et ord. (Han bestod de skriftlige eksaminer).
Han boede på en stor gård med forældre og to brødre. Til høsten kom altid skærsliberen, som Sigfred Pedersen fejrede med ”Den gamle skærslippers forårssang”.

Først på Universitet, hvor han læste statskundskab, blev han tvunget til at tale, fordi han havde fået trykt et digt i Universitetsbladet. Men snart sang og spillede han i alle Københavns værtshuse. Han boede på kvisten i Nyhavn 17, og vi sang ”Nu går våren gennem Nyhavn”.

Tandpine
På grund af en voldsom tandpine dumpede han til sin sidste eksamen. Da han kom hjem til Berta, som var ved at male et billede af Katinka og Søren, gik han rasende forbi hende ind i sit værelse. 20 minutter senere kom han glædesstrålende ud og havde skrevet ”Katinka”. Han bestod senere.

I 1942 giftede han sig med Else. De fik Lærke og Vibe. Else ønskede endnu en datter, men så erklærede Sigfred Pedersen, at hun skulle hedde Sortbroget Fluesnapper. Der kom ikke flere børn, til gengæld skrev han ”Jeg plukker fløjlsgræs”. Tiden fløj, så der blev ikke tid til at synge ”Tørresnoren”.

Man blev rørt
Lillian Hjorth-Westh sluttede af med at citere ”Hvornår er der dejligst i Danmark” med akkompagnement af Joel Pepke. Man blev rørt.

Efter stilheden bragede applausen.

Lillian Hjorth-Westh er en betagende fortæller og Joel Pepke en fremragende pianist!