Månedens Musik: Christina Gornitzka
Man kunne opleve 35 fløjter og én kvinde på Rønne Bibliotek 9. april 2025 i Månedens Musik.
Christina Gornitzka fik støtte fra Kisser, der spillede på diverse trommer for at fremhæve stemningen i den gamle musik. |
Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm
Normalt ligger Månedens Musik kun på den fjerde onsdag i måneden, men det blev til et ekstra arrangement i stedet for "Højskolesang" med den sprudlende blæksprutte Christina Gornitzka. På trods af, at denne blæksprutte kun har to hænder, formåede hun at spille på to instrumenter samtidig i sit 1200-tals énmandskapel med en enhånds-fløjte og tromme.
Et fantastisk bekendtskab
I sit foredrags-koncert diverterede hun ellers med alle de almindelige blokfløjter, hvor basblokfløjen var noget af et fantastisk bekendtskab.
Christina Gornitzka fortalte skægt og indholdsrigt om fløjter som vikingernes urfløjte (med et hulemaleri som baggrund), det blide gemshorn i alle afskygninger og vilde og om muligt endnu mere ukendte fløjter som vindkapselinstrumenternes krumhorn, cornamuse, rauschpfeife, sækkepibe m.fl. Christina Gornitzka havde fået forstærkning af Kisser på forskellige trommer til at underbygge atmosfæren i den gamle musik.
Den sidste halve time var en ren koncert, hvor Christina Gornitzka demonstrerede sin fantastiske musikalitet og teknik med satser af Vivaldi, Telemann og Händel. Det var en smuk, lærerig og spændende eftermiddag og blev også belønnet med bragende klapsalver.
Sidst opdateret 14.04.2025