Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

FORMANDEN HAR ORDET: En sommerhilsen til alle

4. juli 2024.
Alle medlemmer i Ældre Sagen Bornholm ønskes en rigtig god sommerferie. Hvad enten der er tale om egentlig ferie, fra job, ved rejse bort fra vores dejlige ø, hvor heldigvis mange gæster søger til, eller det kommer til at handle om at nyde det gode sommervejr.

Af Steen Thomsen, formand for Ældre Sagen Bornholm

En del får glæde af besøg af familie og gode venner, der både skaber gensyn, glæde og gode minder. Ældre Sagen Bornholms mange frivillige vil forhåbentlig også holde en pause fra indsatsen for vore mange medlemmer og borgere her på Bornholm.

Ældre Sagen Bornholm kunne glæde sig over et særdeles vellykket Folkemøde, hvor de mange besøgende gæster i vort store telt kunne nyde den smukkeste udsigt til Østersøen og skoleskibet Georg Stage, der lå for anker lige udenfor vort telt.

En lang række debatter i relation til det at blive ældre, med de glæder og udfordringer det giver, blev på bedste måde afviklet. Desuden blev et utal kopper kaffe serveret, og gode samtaler med de besøgende gav os mulighed for at fortælle nærmere om Ældre Sagens mange opgaver på landsplan, hvor nu mere end 1 million har tegnet medlemskab.

Ja, ikke noget at sige til, at vores landsformand Birger Rasmussen kunne være en stolt mand.

Fællesskaber for mænd er et særligt indsatsområde, som søsættes, når ferieperioden er slut. Et område, der vil blive prioriteret med en række forskellige tilbud.

Og så er det jo glædeligt, at de mange tilbud og aktiviteter, som I allerede kender, forsætter på bedste vis.

Nyeste tiltag er, at vi sammen med repræsentanter for Ungerådet vil forsøge at skabe nogle fælles aktiviteter mellem øens unge og ældre borgere, hvor det nok viser sig, at der er betydelige områder, hvor vi dels har fælles udfordringer, men givetvis også i fællesskab kan opnå en synenergieffekt, så 2+2 bliver til mere end 4.
Alle disse ting kan kun lykkes på grund af de mange dygtige og engagerede frivilliges indsats.

Så skulle I have lyst og mulighed for at give en hånd med, enten på allerede eksisterende tilbud, eller på områder, som I synes, der skal tilbydes, vil det være dejligt at høre fra jer.

Nye medlemmer vil vi altid gerne have, så fortæl de gode historier om Ældre Sagens virke og jeres egne positive oplevelser, så er jeg sikker på, at vi snart kan runde det magiske tal 8000, som vi er så tæt på.

Som medlem behøver man jo blot at være fyldt 18 år, og måske er det ikke ”ældregymnastik” de unge lige synes, de kan bruge, men så er jeg sikker på, at de fx kan bruge de mange rabatter, de kan opnå som medlem af Ældre Sagen. Og så opnår I jo også en lille påskønnelse ved at indstille en medborger til medlemskab.

Hermed ønskes alle en rigtig god sommer.

Med venlig hilsen
Steen Thomsen
Formand for Ældre Sagen Bornholm

Sidst opdateret 02.08.2024