Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

FORMANDEN HAR ORDET: Vi er klar, når I er vaccineret

1. juni 2021.
Selvom det har været et meget usædvanligt år med aflysning på aflysning af aktiviteter og arrangementer, senest også med endnu en udsættelse af årsmødet, har jeg lyst til at give en kort status over udviklingen siden januar 2020.

Af Birger Rasmussen, formand for Ældre Sagen Bornholm

Flot medlemstilgang
Det er meget glædeligt at følge udviklingen i medlemsudviklingen, som viser, at flere end 700 nye har meldt sig ind i Ældre Sagen på Bornholm, og det betyder, at vi nu er 7.800 medlemmer på Bornholm. Ligeledes har de frivillige været trofaste på trods af de mange aflysninger. Det betyder, at vi, når hverdagen igen vender tilbage, er klar med fuld styrke.

Holder fast i det vigtigste
De områder, det har lykkedes at videreføre, er besøgsvenner og tryghedsopkald samt de ældrepolitiske opgaver, hvor vi har stort fokus på ældre med en demenssygdom, ligesom ensomhed, der desværre er blevet værre under corona-perioden. Det har været vanskelige vilkår for de frivillige, men de har klaret udfordringerne til fortsat glæde for de ældre. De fortjener en kæmpe tak.

Genstarter det sociale
Vi planlægger også at sætte fuld fart på mulighederne for at genstarte det sociale liv. Jeg kan nævne, at vi har lavet aftale med Rønne Teater om rabatter på forestillingen ”FISK”. I Ældre Sagen glæder vi os vanvittigt til at komme i gang og møde jer alle igen. 

Årmøde i august
Årsmødet 2020 er, som tidligere nævnt, udsat endnu en gang og bliver med stor sandsynlighed afholdt i august måned, hvor vi må forvente, at vi alle er vaccineret.

På glædeligt gensyn
Birger Rasmussen, formand

Sidst opdateret 18.01.2024