Penge over velfærd?
Artikel fra Kjerteminde Avis 08/08/22 med kommentar af formand for lokalafdelingen Langeskov-Munkebo, Louise Qaavigaq.
Hele Danmark hærges disse dage af prisstigninger. Men nu kan de forhøjede priser gå direkte udover velfærden i Kerteminde kommune, idet det bliver for dyrt for kommunen at bygge det planlagte og tidligere lovede plejehjem.
”Kommunen kan ikke undsige sig det lovmæssige ansvar det er, at have plejehjemspladser til dem, der har behov for det” – Louise Qaavigaq
Afgørelsen træffes i dag
Det er dagen, hvor Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalget skal afgøre om, hvorvidt Kommunen skal udskyde byggeriet af Rynkeby Plejehjem.
En beslutning, der ifølge Louise Qaavigaq, formand for Ældre Sagens Koordinationsudvalg, kan have alvorlige konsekvenser og udfordringer for de ældre borgere i kommunen på længere sigt.
– Som formand er jeg oprigtig bekymret for en eventuel udsættelse af byggeriet Rynkeby Plejehjem. Jeg tillader mig at minde Byrådet om, at selv en udsættelse på blot et halvår kan få meget store negative konsekvenser på længere sigt, fortæller Louise Qaavigaq til KJ Avis.
Det er ikke værdigt
Formand for Ældre Sagens Koordinationsudvalg, Louise Qaavigaq, mener, at det endnu engang er de ældre borgere, der bliver syndebukken, og som nedprioriteres i rækken.
– Det er de ældre, der har slidt og slæbt hele livet for, at vi andre trods alt kan have det godt, fortsætter Louise Qaavigaq.
Lignede byggeprojekter overskrider allerede i tidsplanen
Rynkeby Plejehjem er blot ét af flere store byggeprojekter, kommunen har i vente. Der er nemlig udover Rynkeby Plejehjem også planer om at bygge et nyt plejehjem i Munkebo samt nyt demenscenter.
– Vi er selvfølgelig i Ældre Sagen klar over, at der skal være penge til det hele. Men allerede nu skrider et byggeprojekt med et år i tidsplanen på grund af ventetid på byggematerialer. Kommunen kan ikke undsige sig det lovmæssige ansvar det er, at have plejehjemspladser til dem, der har behov for det, uddyber Louise Qaavigaq.
Kun de allersvageste kan forvente hjælp
Louise Qaavigaq fortæller om en herskende kultur, der er gældende lige nu, hvor man i dag skal være rigtig svag og virkelig dårlig for at kunne komme i betragtning til en plads på et plejehjem. Til dette tilføjer Louise Qaavigaq:
– En udsættelse af byggerierne vil betyde, at flere skal blive i eget hjem længere tid end de måske reelt kan klare. Derudover koster det også mange penge at have folk ansat i hjemmeplejen til at løfte de opgaver, der egentlig hører til på plejehjemmene.
I forvejen er hjemmeplejen kendt som et fag, hvor der mangler rigtig mange hænder, og hvor Kerteminde kommune inden for de næste fire år vil mangle 211 fuldtidsansatte. Det kan du læse mere om her.
Pengene er for små til de ældre
Hvem har ansvaret? Og, hvorfor er det gang på gang ældresektoren, der vendes det blinde øje til.
– Vi er i Ældre Sagen godt klar over, at pengene er små i kommunerne, også i Kerteminde kommune. Men jeg tænker, at det må kræve en omprioritering af budgetterne, således at velfærd for vores ældre medborgere kommer i første række.
Socialdemokratiet har flertallet
Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalg mødes i dag mandag den 8. august kl 16.30 for at træffe afgørelsen om den nære fremtid for plejehjemmet Rynkeby. Udvalget er bestående af fem medlemmer, hvor flertallet af udvalget består af tre medlemmer fra Socialdemokratiet, som står overfor to medlemmer fra Det Konservative Folkeparti. Socialdemokratiet sidder derfor på flertallet og kan have afgørelsen af beslutningen.
Du kan læse mere om, hvad byggeriet vil koste og argumenter for at udsætte byggeriet her.
KJ Avis følger med i afgørelsen i dag.
Læs mere på avisens hjemmeside. OBS log ind for at læse hele artiklen.
Sidst opdateret 16.11.2022