Gode råd om høretab
Høretab kan ramme alle aldersgrupper, og problemet kan stige med alderen. Der er derfor god grund til at tænke på, hvordan man tilrettelægger aktiviteter, der tager hensyn til mennesker med høretab
I Ældre Sagen er det ikke alle arrangementer, der kan gøres fuldstændig hørevenlige, men med fokus på de 10 gode råd, kan I byde personer med høretab godt velkommen.
Spørg til gæstens behov: Gæstens placering til arrangementet kan have stor betydning for hørelse. Spørg gæsten, hvor vedkommende vil sidde. Bed gæsten komme i god tid, så evt. behov kan opfyldes. | |
Benyt mikrofon: Med en mikrofon tilkoblet har alle i lokalet bedre mulighed for at høre. Spørgsmål fra salen bør gentages i mikrofon. Sørg for, at ingen taler i munden på hinanden. | |
Brug teleslynge: Brug teleslynge. Hvis der ikke er teleslynge installeret i lokalet, så lej eller lån en transportabel teleslynge. | |
Tal tydeligt: Se på den, der tales til og placer taleren, så lyset falder på ansigtet. Undlad at råbe under samtaler, men tal tydeligt med normal stemmestyrke og i naturligt tempo. | |
Sørg for god akustik: Afhold arrangementer i lokaler med god akustik. Spilles der musik eller holdes arrangementet udendørs, så sørg for at talerens ansigt er tydeligt, når han eller hun taler. | |
Dæk bordet: Ved spisearrangementer er det godt med dug på bordet og serviet mellem kop og underkop. Det minimerer skramlen med servicen. Små borde gør det lettere at tale sammen. | |
Tænd lyset: Dæmpet belysning og stearinlys er hyggeligt, men det forringer muligheden for mundaflæsning. Forsøg så vidt muligt at afholde arrangementer i lokaler med god belysning. |
|
Brug skrivetolkning: Personer med høretab kan være registreret som tolkebruger, og de har stor glæde af skrivetolk. En skrivetolk skriver det talte ord til fx en storskærm eller til iPads. Hvis teksten kommer op på storskærm kan alle i lokalet have glæde af det. Skrivetolke behøver ikke en central placering i lokalet, men en stol uden armlæn er velset. Udgifter til skrivetolke betales af den tolkeleverandør, der står for aftalen med skrivetolkene. Ældre Sagen kan invitere på kaffe og lettere forplejning. | |
Giv det på skrift: Understøt så vidt muligt med skriftligt materiale, fx en trykt tale eller en folder om det, der bliver talt om. | |
Tag på udflugt: Personer med høretab kan også deltage på busture og til motionsaktiviteter. Gør brug af de 9 råd, hvis det er muligt. |
Materialet er udviklet i samarbejde med Høreforeningen.
Størrelse A4 er til uddeling blandt fx jeres arrangementsansvarlige. Størrelse A3 er en lille plakat til ophængning.